Fredagens aviser med Pandora, Novo Nordisk og Danske Bank

Udgivet den 17-01-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

C25-TOPCHEFER LEVER USIKKERT

311 dage holder topchefer i store private selskaber i snit længere end kollegerne blandt selskaber i børseliten. Ifølge Nils Smedegaard er en direktør i et børsnoteret selskab mere sårbar. De lever i det åbne og bliver vurderet fra kvartal til kvartal. (Forside, side 6-7)

PANDORA SKABER DIGITAL INDSATSSTYRKE I KØBENHAVN

I jagten på vækstrater og markedsandele opretter Pandora nu en ny digital enhed. Alene i år skal der hentes 80 nye ansatte til gruppen. (Side 8)

NYKREDITS BØRSMÆGLERE VIL FORSIKRES MOD STIGENDE KRAV

Ansatte i Nykredit Markets vil have en forsikring, der sikrer bistand under eksempelvis mistanke om ulovlige handler. Ledelsen er opmærksom på problemet. (Side 10)

VESTAGER EFTER MÆRSK-KRITIK: UDFORDRING GØR OS DYGTIGERE

Mærsk-topchef Søren Skou kritiserer Margrethe Vestager for sidste år at blokere en fusion. Men kommissæren mener, at udfordring gør konkurrencedygtig. (Side 14)

NOVO NORDISK PÅ TÆRSKLEN TIL AT VÆKSTHÅB BLIVER HJERTEMEDICIN

Med stor sandsynlighed bliver Ozempic godkendt som hjertemedicin på mandag, mens Rybelsus ventes at gå glip af lignende godkendelse. (Side 15)

BERLINGSKE BUSINESS

BRANCHEFORENING FORSVARER GIGANTISK ATP-BONUSPROGRAM

ATP's ledelse har givet grønt lys til, at en lille gruppe medarbejdere i pensionsgigantens kapitalfond kan sikre sig en gevinst på helt op til 0,5 mia. kr. Direktør i brancheforeningen for kapitalfonde, DVCA, betegner det som "en god aftale". (Forside, side 4-5)

DANSK BANK-EFTERFORSKNING I ESTLAND VOKSER TIL 13 MIA. KR.

Anklagemyndigheden i Estland har udvidet efterforskningen af Danske Bank. Nu har man øjnene på flere end ti kriminalsager, hvor milliarder kan være løbet uhindret gennem banken. (Side 6)

AKTIEGURU FORUDSER AKTIEFALD PÅ 10-40 PCT. I ÅR

Aktieguruen Nouriel Roubini, der forudsagde finanskrisen i 2008, spår, at aktiemarkedet står over for et fald på 10 pct. i 2020. Nedturen kan blive endnu større, hvis konflikten mellem USA og Iran udvikler sig til en fuldbyrdet krig. (Side 10)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

FINANSTILSYNET ERKENDER SVIGT I HVIDVASKKONTROL

Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, erkender, at tilsynet ikke har været god nok til føre kontrol med hvidvask. Nu satses der på at komme på omdrejningshøjde med førende europæiske landes indsats mod hvidvask. (Forside, side 6-7)

DANISH CROWN 15-DOBLER EKSPORT TIL KINA

Fra næste uge hæves svinenoteringen til landmændene til et niveau, der ikke er set siden sommeren 1997. (Side 3)

LEGO OG TENCENT UDVIDER SAMARBEJDE

Lego har forlænget sit partnerskab med en af Kinas største techgiganter Tencent. Efter to års samarbejde har de haft 2 mia. besøg på den fælles Lego Video Zone. (Side 4)

DANSKE BANK GØR BLOT, HVAD ANDRE BANKER SNART TVINGES TIL

Det er oplagt, at det er Danske Bank, der først skærer dramatisk i antallet af medarbejdere for at sikre indtjeningen. Det skyldes ikke mindst, at netop Danmarks største bank tøver med at sende de negative renter videre til kunderne. (Side 15)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder