Fredagens aviser med STG, TDC og ISS

Udgivet den 11-03-2016  |  kl. 06:48  |  

BØRSEN

INVESTORER KRÆVER GRANSKNING AF HESALIGHT

Investorerne frygter at miste op mod 600 mio. kr. på den fremstormende lampekomet Hesalight. Derfor forlanger flere, at en ny revisor endevender regnskabet, som efter planen kommer om tre uger. Hesalight-direktør har fuld tillid til revisoren. (Forside, side 6-7)

UFATTELIGT DÅRLIG TIMING AF NYKREDIT

Kritikken af Nykredit hagler ned over realkreditkæmpen. Banknordiks formand, tidligere Tryg-chef Stine Bosse, mener, at Nykredit bør starte forfra igen med kommunikationen til kunderne. (Side 8)

RUSSISK KRISE PRESSER ECCOS EVNE TIL AT TJENE PENGE

Skokoncernen Ecco sælger flere sko for sjette år i træk, men krisen på det vigtige marked i Rusland trykker indtjeningen. Det tabte marked i Rusland erstattes delvist af markeder i Asien, hvor salgsvæksten er høj. (Side 12)

SPAREPLAN OG PRISFOKUS STYRKER OMSÆTNINGEN I STG

Tobakskæmpen STG har tilbagegang i de fleste segmenter i årsregnskabet. Vejen frem er prisstigninger, kapring af markedsdele og effektivisering, lyder det fra topchefen, der samtidig øger udbyttet. (Side 14)

SPAREKASSE INDESPÆRRER KUNDERS PENGE I GARANTBØRS

28.000 garanthavere i Den Jyske Sparekasse har deres formue indespærret. Sparekassedirektøren forstår garanthavernes frustration over ikke at kunne få deres investering udbetalt og overvejer nu børsnotering. (Side 16)

LAV OLIEPRIS TRÆKKER RAMBØLLS OVERSKUD NED

Den lave oliepris har ramt ingeniørkoncernen Rambøll hårdt. Topchef Jens-Peter Saul tror dog på et comeback i olie- og gasforretningen. (Side 17)

ULTRALAV INFLATION I TI ÅR PRESSER BANKERNE

Renten i eurozonen er nu på minus 0,40 pct., og udsigten til en årelang periode med fortsat negative eller ultralave renter betyder en kæmpe udfordring for især bankerne, fordi det er svært at forudsige, hvordan økonomierne vil reagere. Professor kalder udsigterne "skræmmende". (Side 24-25)

BERLINGSKE BUSINESS

SKATTEEKSPERTER SÅR TVIVL OM NYKREDITS KUNDEKRONER

I værste fald vil de kundekroner, som Nykredit vil kanalisere tilbage til lånekunderne, blive beskattet to gange. Og dermed bliver det en rigtig dårlig forretning, at Nykredit først vil forhøje bidragssatserne og senere tilbageføre en del af pengene til kunderne. Hele den skattemæssige side af sagen er uopdyrket land, siger skatteeksperter. (Forside, side 6-7)

STOR TILBUDSPAKKE FRA ECB MED TVIVLSOM EFFEKT

Den Europæiske Centralbank sænkede renten til det laveste nogensinde og lancerede samtidig en række andre tiltag for at få mere gang i den svage europæiske økonomi. Men der er ingen mirakelkur, og spørgsmålet er, hvor meget centralbankchef Mario Draghis nye tilbudspakke kommer til at virke. (Side 4)

ECCO HÆNGER FAST I RUSSISK KATTEPINE TRODS ØGET SALG

Den sønderjyske skovirksomhed Ecco har på to år tabt halvdelen af omsætningen på det tidligere største marked, Rusland. Til gengæld er den russiske nedgang hentet på andre markeder og gennem e-commerce. (Side 9)

TOBAKSAKTIE TIL EKSAMEN

Scandinavian Tobacco Group afleverede regnskab torsdag med et mindre gavebord til aktionærerne. Udbyttet stiger 17 pct. i forhold til 2014, og gaven kommer, dagen før at aktien skal stå på egne ben, idet stabiliseringsagenten fjernes fredag. (Side 13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MILLIONLUSSING TIL TDC PÅ SPILLEMARKEDET

Blot to år efter at have købt 51 pct. af sportbettingselskabet Bet25 har TDC valgt at nedskrive investeringen med 146 mio. kr. Bet25 er blandt andet hovedsponsor for den kriseramte fodboldklub Brøndby IF. (Forside, side 6-7)

ECB-OPKØB KAN GAVNE DONG, ISS OG MÆRSK

Obligationer fra ISS, Dong og A.P. Møller-Mærsk kan nu komme i søgelyset hos Den Europæiske Centralbank, efter at den torsdag udvidede sit opkøbsprogram til også at omfatte virksomhedsobligationer. Det betyder billigere finansiering for de store danske virksomheder. (Side 4)

EJER BAKKER OP OM NYKREDITS BØRSPLANER

En af Nykredits fire ejere Foreningen Østifterne bakker op om børsnoteringen og beholder sin aktiepost. Industriens Fond afventer ifølge bestyrelsesformand Sten Scheibye, hvad der sker i Nykredit omkring børsnoteringen. (Side 5)

ECCO SLÅR REKORD FOR SJETTE ÅR I TRÆK

Den familieejede skokoncern Ecco hæver såvel omsætning som indtjening til hidtil usete niveauer. Stribevis af nye butikker har kompenseret for en drabelig tilbagegang i Rusland. (Side 8)

BØRSDEBUTANT UDLODDER 500 MIO. KR. TIL EJERNE

Scandinavian Tobacco Group fik en justeret organisk vækst på 0,3 pct. i 2015. Koncernen vil optimere forretningen yderligere, og udlodder et udbytte på en halv mia. kr. (Side 9)

MOLS-LINIEN OPJUSTERER FOR 2016

Mols-Linien venter et positivt resultat i 2016 i intervallet 90 mio. kr. til 110 mio. kr. efter skat, hvilket er en udvidelse af intervallet i forhold til den seneste melding i november 2015. (Side 10)

PENGENE FOSSER UD AF LAMPEKOMET

Lampekoncernen Hesalight med Lars Nørholt i spidsen måtte låne 585 mio. kr. for at finansiere kundernes køb. Nu jagter de flere penge, mens det samtidig pibler frem med kritiske historier. (Side 12-13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯