Fredagens aviser med Tivoli, Scandinavian Tobacco og Nets

Udgivet den 17-03-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

EKSTRA SKAT TRUER EJERE AF BOLIGER TIL OVER 5 MIO KR

Alt tegner til en politisk aftale om, at boliger til en værdi på mere end 5 mio. kr. bliver ramt af det såkaldte millionærknæk og derfor bliver pålagt en ekstra høj skat, erfarer Børsen. (Forside, side 20-21)

BORTVIST DIREKTØR SLÆBER HUMMEL I RETTEN

Den tidligere topchef i Hummel, Søren Schriver, som Hummel-ejer Christian Stadil i februar bortviste og siden meldte til Bagmandspolitiet, har ikke tænkt sig at indstille skytset. Han afviser de fremlagte beviser for den påståede svindel og kræver millioner i erstatning. (Side 6-7)

TIDLIGERE DONG-TOPFOLK HÅBER PÅ 15 MIA. KR. TIL NY ENERGIFOND

Copenhagen Infrastructure Partners, der er skabt af fem tidligere Dong-medarbejdere, er klar til at samle penge ind til endnu en fond. Selskabet håber på lidt over 15 mia. kr. til investeringer i energiprojekter. (Side 8)

VÆKSTVIRKSOMHED TROR PÅ VÆKSTEVENTYR I UDLANDET

Efter at være kåret som vækstvirksomhed i Danmark syv år i træk, vil it-virksomheden Inspari uden for grænserne. Målet er 100 pct. vækst. (Side 9)

NORDJYDE BYGGER HOTELLER I NICARAGUA

Colorprint-bagmanden Eigild Bødker Christensen åbnede i januar sit første hotel i Nicaragua. Planen er at sælge værelserne enkeltvis til udlændinge. (Side 10)

DANSKE BANK-FORMAND KLAR TIL AT KIGGE PÅ MINDRE OPKØB

Store opkøb er ikke på tegnebrættet hos danske Bank, men formand Ole Andersen åbner for mindre opkøb for at sætte turbo på den nordiske vækst. (Side 12)

TOBAKSKÆMPE VENTER NYT ÅR MED FLAD SALGSVÆKST

It-problemer i USA kommer til at koste Scandinavian Tobacco Group i 2017, hvor man forventer en flad vækst i salget og kun en svag vækst i indtjeningen. (Side 15)

REKORDOVERSKUD I TIVOLI TRODS FÆRRE BESØGENDE

Tivoli-topchef Lars Liebst har præsenteret et rekordoverskud på trods af fald i både omsætning og besøgende. Årsagen er forretningsoptimering. (Side 17)

NORDEA-FORMAND VIL NÆPPE RYKKE UD AF SKANDINAVIEN

Hvis Nordea gør alvor af truslen og flytter sit hovedkontor fra Sverige, vil det med stor sandsynlighed blive til et andet sted i Skandinavien ifølge Nordeas bestyrelsesformand, Björn Wahlroos. (Side 17)

BERLINGSKE BUSINESS

DIGITAL SATSNING SKAL HIVE TIVOLI IND I FREMTIDEN

Tivoli præsenterer årsregnskab med det bedste resultat i parkens 173-årige historie. Nu vil forlystelsesparken rutsje ind i den digitale tidsalder med blandt andet virtual reality-forlystelse. (Forside, side 9)

FINANSTILSYNET SLOG NED PÅ SAXO BANK-LÅN TIL BYCYKLER

Saxo Bank lånte så mange penge ud til det nu konkursramte bycykelfirma Gobike gennem Saxo Privatbank, at Finanstilsynet i efteråret tændte det røde lys og advarede banken om, at lånet var alt for stort og risikabelt i forhold til bankens størrelse. (Side 4-5)

HED DEBAT I VENTE FOR DANKORT-EJEREN NETS

Mens Nets-aktien bliver ved med at falde, er der ved næste uges generalforsamling i selskabet, som ejer Dankortet, lagt i kakkelovnen til debat om børsnoteringen. Vælger de amerikanske kapitalfonde bag noteringen at sælge deres sidste aktiepost, risikerer aktiekursen helt at brase sammen. (Side 12)

FOSS BRUGER MERE END 1 MIA. KR. PÅ DIGITALISERING EFTER NYT REKORDÅR

Salget af avancerede måleapparater til fødevareindustrien buldrer derudad hos Foss Electric-koncernen. Alligevel er administrerende direktør Kim Vejlby Hansens største bekymring at blive kørt over af digitale konkurrenter. (Side 13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

BOOM I UDENLANDSKE GÆSTER - REKORD VENTER I 2017

Terror og uro i populære rejsemål gavner turismen i Danmark. Det er især tyskerne, der strømmer til. De står for 60 pct. af de udenlandske overnatninger. (Forside, side 6-7)

TIVOLI TABER GÆSTER

Forlystelsesparken Tivoli kom ud af 2016 med et resultat af den primære drift på 100 mio. kr. Det er markant over 2015-resultatet. Lavere omkostninger og godt med gæster til jul er den direkte grund til en bundlinje, der går den rigtige vej. (Side 9)

VÆKSTEN I TOBAKSKONCERN ER GÅET OP I RØG

Omsætningen i Scandinavian Tobacco Group står bomstille, hvis man sammenligner 2016 med 2015. Men en forbedret lønsomhed betød, at årets resultat blev forbedret med 2,1 pct. (Side 10)

SKARE GRUPPEN FÅR MILLIONUNDERSKUD FOR ANDET ÅR I TRÆK

Kødkoncernen Skare må notere et underskud på 24 mio. kr. Toplinjen ændrede sig ikke, mens egenkapitalen krympede. (Side 11)

BATMAN ER LEGOS FESTLIGE, FARLIGE LEGEKAMMERAT

Batman vil formentlig sikre Lego en solid indtægt i 2017, ligesom Star Wars har gjort det i årevis. Men eksperterne advarer Lego mod at satse for meget på filmene. (side 12-13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Relaterede nyheder