Frembrusende Trump og vaklende Biden får handlere til at revurdere porteføljen

Udgivet den 28-06-2024  |  kl. 10:37  |  

Præsident Joe Biden og udfordreren, ekspræsident Donald Trump, tørnede torsdag nat dansk tid sammen i en tv-debat, hvor den siddende præsident kom til kort.

Det har fået finansmarkederne til i højere grad at satse på en republikansk sejr, hvilket har resulteret i en større justering af, hvordan markedet sammensætter sin portefølje, skriver den finansielle rådgiver og aktivforvalter Devere Group i en meddelelse.

En meningsmåling foretaget af Predictit viser ifølge Devere, at markedet nu kun ser en sandsynlighed på 39 pct. for et genvalg af Joe Biden fra før 45 pct., mens Donald Trumps odds er løftet til 61 pct. fra 55 pct.

Flere medier har efter nattens debat udkåret Donald Trump som sejrherre. Blandt andet skriver nyhedsbureauet Reuters, at Joe Biden leverede en "bævende" og "vaklende" præstation. Imens strømmede kritikken fra republikaneren mod Joe Biden på områder som inflation, indvandring og abort.

Vurderingen af Trump som den mest sandsynlige vinder af præsidentvalget i november smitter ifølge Devere Group positivt af på de amerikanske aktier.

De amerikanske aktieindeksfutures stiger fredag forud for børsåbning klokken 15.30 med op mod 0,4 pct.

- Stigningen indikerer en forventning i markedet om favorabel finanspolitik, der kan skabe markedsvækst, skriver Devere Group om en sejr til Donald Trump.

Markedet ser flere gunstige elementer ved igen at få Donald Trump i Det Hvide Hus.

- For det første vurderer investorer, at Trump som præsident vil medføre lavere selskabsskat. Det vil styrke selskabernes overskud og føre til stigende aktieværdiansættelser og større afkast.

- For det andet var Trumps forrige præsidentperiode kendetegnet ved en betydelig dereguleringsindsats, der ventes at fortsætte. Det vil nedbringe compliance-omkostninger for selskaber og bane vejen for støre innovation og udvidelse, skriver Devere.

Andre fordele tæller hårdere tilgang til Kina. Selv om det på kort sigt kan skabe volatilitet, vurderes det, at det kan understøtte industrien i USA. Samtidig ventes finanspolitikken at sende renterne op, hvilket kan falde i god jord hos obligationsinvestorer.

JUSTERET INVESTERINGSSTRATEGI

Troen på en sejr til Donald Trump betyder også, at handlerne må justere deres investeringsstrategi, skriver Devere.

- De vil sandsynligvis øge eksponeringen mod amerikanske aktier med fokus på sektorer, der mest sandsynligt vil få gavn af deregulering og lavere skatter, såsom teknologi, energi og finansielle services.

Inden for energisektoren har Donald Trump ved flere lejligheder forholdt sig kritisk til grøn energi - nærmere bestemt vindenergi.

Hvis Donald Trump bliver præsident, kan det derfor bringe Joe Bidens hjælpepakke Inflation Reduction Act (IRA) i fare, mener Bloomberg Intelligence. Hjælpepakken indeholder blandt andet økonomisk støtte til opførelsen af bæredygtig energi på samlet 369 mia. dollar.

- En Trump-sejr kan true vækst drevet af IRA - særligt i den grønne energisektor, fremgår det af en analyse fra Bloomberg Intelligence fra 18. juni.

Det er dog usandsynligt, at Donald Trump vil kunne underkende hjælpepakken fuldstændig, fortsætter analysen.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  USA❯