FSR: Revision mod besvigelser fører ikke til højere honorarer
Revisionsteknisk udvalgs melding om, at revisor fremover skal tilrettelægge sin revision af regnskaber således, at ikke blot de utilsigtede fejl men også de tilsigtede fejl -fejl begået i virksomheden med fortsæt, og som afspejler sig i et forkert regnskab - opdages gennem revisionsprocessen, vil isoleret set uværgeligt føre til en øget arbejdsbyrde for revisor, mener formand for Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Torben Haaning.
- Isoleret set vil en ændring af revisionspraksis over mod en mere dybdegående revision, hvormed risikoen for ikke at afdække besvigelsesrisici mindskes, medføre et merarbejde for revisor. Dermed bliver det i sidste ende klienten, som skal bære de øgede omkostninger for den lovpligtige revision, siger Torben Haaning torsdag til NetPosten.
Torben Haaning mener, at tiltaget, der kan ses i forlængelse af den nye erklæringsbekendtgørelse, er et forsøg på at mindske den forventningskløft, der eksisterer i dag mellem revisorstanden og den brede offentlighed.
- Der eksisterer i dag generelt en forventning om, at et revideret regnskab med stor sandynlighed ikke indeholder væsentlige fejl. Da der hidtil ikke har foreligget krav til revisor om en aktiv søgning efter besvigelser, vil udvalgets forslag medføre en øget sikkerhed for, at revisor afleverer dt, som klienten og offentligheden forventer, siger Torben Haaning.
Han understreger dog, at de skærpede undersøgelsesmetoder set i sammenhæng med hele revisionsprocessen nødvendigvis ikke fører til større honorarberegninger.
- Udviklingen indenfor revision er i hastig udvikling, og en stigende anvendelse af edb i virksomhederne muliggør en mere effektiv revision ved brug af edb-baserede værktøjer. Dette trækker i retning af tidsbesparelser, hvorfor man ikke kan konkludere, at revsionshonorarer stiger de kommende år, slutter Haaning.