G4S vil frasælge del af amerikansk regeringsforretning - NY2
Sikringskoncernen G4S vil frasælge en del af sin offentlige amerikanske forretning, fremgår det af en meddelelse tirsdag eftermiddag.
Efter en strategisk gennemgang har selskabet besluttet af frasælge sin US Government Solutions-forretning, hedder det i meddelelsen.
Begrundelsen for frasalget af Government Solutions er, at kontrakter kræver en høj grad af sikkerhedsgodkendelser under amerikansk lovgivning, og G4S vurderer, at en anden ejer vil være i stand til at skabe mere værdi i forretningen, end G4S selv kan.
Som ikke amerikansk selskab har G4S begrænset adgang til vigtige data, og derfor er muligheden for at drive forretningen bedst mulig alvorligt begrænset, skriver G4S.
Divisionen, der blandt andet omfatter brandbeskyttelse og træningscentre under regeringen, energiministeriet og forsvaret samt internationale organisationer som Nato, havde en årlig omsætning på omkring 400 mio. pund i 2012.
G4S beholder dog den væsentligste del af sin amerikanske forretning, der omfatter både private og offentlige kontrakter med en samlet omsætning på omkring 1,2 mia. pund om året.
Houlihan Lockey er blevet udpeget til at lede frasalgsprocessen for G4S, og transaktionen forventes gennemført over de næste seks måneder - betinget af de nødvendige godkendelser, skriver G4S.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk