G7 ventes ikke at kommentere svag yen

Udgivet den 13-04-2007  |  kl. 13:09  |  

Valutamarkederne er ved at vende opmærksomheden mod G7/IMF-møderne, der foregår i denne weekend.

Danske Bank forventer ikke, at man specifikt vil kommentere den svage JPY i weekendens taler, og det faktum, at de europæiske finansministre har afholdt sig fra at bekymre sig op til møderne, synes at bekræfte denne forventning.

I stedet forventer banken en gentagelse af behovet for en mere fleksibel kinesisk valuta (renminbien) - tiltagene i denne forbindelse siden det sidste G7-møde for to måneder siden er langt fra imponerende. USD/CNY er kun faldet 0,5 pct.

Kina har meddelt, at landets valutareserver steg med 45 milliarder dollar i marts til et forbløffende højt niveau på 1202 milliarder dollar, eller 23 pct. af de samlede globale valutareserver, hvilket bragte stigningen i 1. kvartal 2007 op på hele 136 milliarder dollar – ikke just et tegn på, at de kinesiske myndigheder er ved at slippe valutaen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder