Generationsskifte på vej i Rederiet Norden
Den succesrige topchef Steen Krabbe går på pension næste år. En ny afløser synes allerede på plads, men holdes endnu hemmelig, skriver Dagbladet Børsen.
Ifølge avisen køres afløseren i stilling i god tid, og flere interne kandidater virker oplagte.
Da Steen Krabbes nuværende højrehånd i direktionen, finansdirektør Jens Fehrn-Christensen, afviser at være kandidat til topposten, kan den meget vel gå til en af de to underdirektører, Carsten Mortensen eller Lars B. Christensen. Begge er omkring 40 år og sidder med ansvaret for henholdsvis Nordens tørlast- og tankskibe.
Begge er - som Steen Krabbe - tidligere A.P. Møller-folk.