Genmab gennemfører køb af Profoundbio for over 12 mia. kr.
Genmab har gennemført overtagelsen af Profoundbio, der blev annonceret i begyndelsen af april. I aftalen betaler Genmab 1,8 mia. dollar, svarende til omkring 12,4 mia. kr. i kontanter.
Det meddeler selskabet tirsdag eftermiddag.
Genmab har dermed købt det amerikanske biotekselskab, der forsker i udviklingen af kræftbehandlinger mod flere typer kræft, heriblandt æggestokkræft. Med købet vil det danske biotekselskab udvide sin portefølje med tre nye lægemiddelkandidater.
Genmab præciserede i forbindelse med købet af Profoundbio i starten af april, at driftsomkostninger nu ventes at lande i den øvre ende eller moderat over den oprindelige prognose på 12,4-13,4 mia. kr. Dette gælder stadig.
Forventningerne til omsætningen er desuden uændret, men selskabet oplyser, at man senest i forbindelse med regnskabet for andet kvartal venter at opdatere sin prognose, hvilket også er på linje med tidligere meldinger.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯