Genmab køber amerikansk biotekselskab for over 12 mia. kr.

Udgivet den 03-04-2024  |  kl. 08:04  |  
Arkiv: Foto

(Korrektion: Rettet forventninger til driftsomkostninger til kr. fra dollar i syvende afsnit)

Genmab har købt amerikanske Profoundbio for 1,8 mia. dollar. Med opkøbet vil det danske biotekselskab udvide sin portefølje med tre nye lægemiddelkandidater.

Samtidig har det danske selskab præciseret sine forventninger til driftsomkostningerne i 2024, oplyser Genmab.

- Opkøbet vil yderligere øge Genmabs midt- til senstadie kliniske pipeline og styrke og komplementere Genmabs i forvejen validerede portefølje af egne teknologiske platforme, skriver Genmab i meddelelsen.

- Opkøbet vil give Genmab verdensomspændende adgang til Profoundbios portefølje af næste generations antistofbehandlinger, der består af tre kliniske og flere prækliniske programmer, fremgår det videre.

Blandt kandidaterne er stoffet Rina-S, der er udviklet til behandling af æggestokkræft og andre solide tumorer.

Opkøbet af Profoundbio for 1,8 mia. kr. - svarende til knap 12,5 mia. kr. - vil blive finansieret kontant og ventes afsluttet i første halvdel af 2024.

Genmab har i samme ombæring præciseret sine forventninger til driftsomkostningerne i i 2024, der nu ventes at lande "moderat over" det øvre niveau af spændet 12,4-13,4 mia. kr.

- Den ventede stigning afspejler trinvise investeringer i forskning og udvikling til at understøtte udviklingen af Profoundbios kliniske programmer - hovedsageligt Rina-S, fremgår det.

Omsætningsforventningerne er uændret 18,7-20,5 mia. kr. Genmab venter at opdatere sine forventninger senest i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal af 2024.

Profoundbio er et privatejet amerikansk biotekselskab, der forsker i udviklingen af kræftbehandlinger mod flere typer kræft, heriblandt æggestokkræft.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder