Genmab/CEO: Forbedret udgave af Darzalex vil løfte salget markant

Udgivet den 21-02-2019  |  kl. 11:32  |  
Arkiv: Foto

Hvis alt klapper vil Genmabs partner Janssen allerede tidligt i 2020 kunne hente markant vækst fra at markedsføre en langt mere bekvem version af Darzalex mod knoglemarvskræft.

Det vurderer administrerende direktør i Genmab Jan van de Winkel, som peger på, at en kortere behandlingstid med en subkutan version vil kunne løsne op for nogle af de flaskehalse, der er forbundet med at bruge den intravenøse version af Darzalex.

Behandlingstiden for den markedsførte intravenøse version er på omkring tre en halv time, mens den subkutane version vil kunne tages på tre til fem minutter.

- Det vil få markant positiv indflydelse på salget, for vi ved, at der er flaskehalse på mange behandlingssteder i USA og formentlig også i Europa, siger Jan van de Winkel til Ritzau Finans.

Mange af de patienter, der kunne have gavn af behandlingen er oppe i alderen. Og patienterne foretrækker ofte, at blive behandlet på lokale, mindre behandlingssteder tæt på deres hjem. Men her er det ofte svært at få plads, fortæller Jan van de Winkel.

- Med den nuværende behandlingstid kan man behandle omkring to patienter om dagen per stol, men det vil ændre sig til fire per time inklusive en kop kaffe med den subkutane version. Og det vil, tror jeg, dramatisk booste brugen af Darzalex. Vi ved fra vores partner Janssen, at der er patienter, der er egnede til behandling med Darzalex, men som ikke får den, fordi de får noget andet, som anses for at være mere bekvemt, siger Jan van de Winkel.

SUBKUTAN VERSION VIL BLIVE FORETRUKKET

Han fortæller, at Janssen venter, at Darzalex i den subkutane form vil kunne stå for omkring 80 pct. af salget fra det tidspunkt, den kommer på markedet.

- Men Darzalex prøves også over for andre former for blodkræft, hvor en intravenøs version kan være fin at kombinere med kemo, eller andre stoffer. Men for de fleste patienter, vil jeg tro, at den subkutane version bliver den foretrukne, også fordi jeg tror, at en af de væsentlige anvendelser af Darzalex i fremtiden bliver til vedligeholdelsesbehandling, siger Jan van de Winkel.

Data fra fase 3-studiet, Columba, med den subkutane udgave Darzalex, er på trapperne, og er de gode, venter Jan van de Winkel, at Janssen vil søge om markedsføringstilladelse i løbet af et par måneder. Forhåbningen er, at det kan ske via en fremskyndet godkendelsesproces med en behandlingstid hos myndighederne på seks måneder.

FORLÆNGET PATENT

Godkendes den subkutane version forlænges patentet på Darzalex fra slutningen af 2020'erne til midten af 2030'erne.

- Så det betyder, at Darzalex frem til midten af 2030'erne bør blive en meget fremtrædende indtægtskilde for Genmab, siger Jan van de Winkel.

Janssens salg af den intravenøse version af Darzalex har allerede passeret 2 mia. dollar og ventes at nå 3 mia. dollar i år. Når salget passerer 3 mia. dollar, vil Genmab få den høje royaltysats på 20 pct. af den del af salget, der overstiger 3 mia.

Genmabs royalty starter på 12 pct. og stiger trinvist op mod de maksimale 20 pct. ved et salg på 3 mia. dollar. Den gennemsnitlige royaltysats på de første 3 mia. dollar er på lige under 15 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,34%
 
16/05/19

 
6,11%
 
16/05/19

 
5,48%
 
16/05/19

 
4,19%
 
16/05/19

 
1,00%
 
16/05/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder