USA/tendens: Stålproducenter i fremgang efter Trums nye varslede told
Store metalproducenter som Alcoa og US Steel ser ud til at gå en god dag i møde, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har varslet told på 25 pct. på al importeret stål og aluminium.
- Det er meget simpelt. Hvis de opkræver os, opkræver vi dem, siger Donald Trump ombord på Air Force One til en række journalister.
Samlet peger futures for Wall Street på en grøn dag med plusser på 0,4 pct. for S&P 500, 0,5 pct. for Dow Jones og 0,7 pct. for Nasdaq-indekset.
Fredag faldt S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset begge 1,0 pct., mens Nasdaq gik på weekend med et minus på 1,4 pct., hvor de atter kom under pres fra stigende renter og frygt for en optrapning af Donald Trumps handelskrig.
- Men de amerikanske aktiehandlere ser simpelthen Trumps toldtrusler som værende en forhandlingstaktik på nuværende tidspunkt, siger Phillip Wool, der er chefporteføljeforvalter i Rayliant Global Advisors, til Bloomberg News.
- Der kommer ikke til at være en udtalt negativt reaktion på en melding som denne, fortsætter han.
Alcoa stiger 4,7 pct. i formarkedet, og US Steel øger 4,9 pct. Også Cleveland-Cliffs ligger til et plus på 8 pct., mens Nucor indikeres 9,2 pct. højere.
AMAZON VENDER RUNDT
Efter et drop på hele 4,1 pct. fredag vender detailkæmpen Amazon rundt og stiger 0,5 pct frem mod handelsstart.
Fredagens fald kom efter svage forventninger til første kvartal. Amazon spåede torsdag aften nemlig en omsætning i perioden på 151,0-155,5 mia. dollar, hvilket selv i den høje ende ikke levede op til forventningerne på Wall Street, som ifølge Bloomberg News var på 158,6 mia. dollar.
FASTFOOD I FREMGANG
Friske tal fra fastfoodkæden McDonald's sender aktien 2,8 pct. op frem mod handelsstart.
Kæden, der især er kendt for sine burgere, leverede vækst i det samlede sammenlignelige salg i fjerde kvartal trods kvaler på det amerikanske hjemmemarked.
Samlet set voksede kædens sammenlignelige salg - salget på restauranter, der har været åbne i mindst 12 måneder - med 0,4 pct. i de sidste tre måneder af sidste år, mens analytikerne havde regnet med et fald på 0,9 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Udviklingen dækker over en stærk vækst på de internationale markeder, mens det amerikanske hjemmemarked skuffede med et fald i det sammenlignelige salg op 1,4 pct. mod et ventet dyk på 0,4 pct.
Senere på ugen følger regnskaber fra Coca-Cola, fastfoodleverandøren Doordash, sundhedsforsikringsselskabet CVS Health og producenten af computernetværksudstyr Cisco.
Inden da skal formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, vidne for Kongressen tirsdag og onsdag. Mens forbrugerprisindekset for januar lander onsdag.
Spiludvikleren Take-Two Interactive ligger i formarkedet til et plus på 1 pct. efter fredagens fremgang på 14,0 pct. efter et solidt tredje kvartal samt en bekræftelse på lanceringsplaner for det storsælgende spil "Grand Theft Autos" sjette udgave til efteråret.
Uber udbygger fredagens plus på 6,6 pct. med yderligere 2,1 pct. Baggrunden for markedets interesse for aktien er, at investeringsfonden Pershing Square, grundlangt og styre af mangemilliardæren Bill Ackman, har købt mere end 30 mio. aktier i den amerikanske køretjeneste.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›