GN er langt fremme i Google-samarbejde om Android-streaming

Udgivet den 18-10-2018  |  kl. 11:11  |  
Arkiv: Foto

GN Groups høreapparatselskab, GN Hearing, annoncerede i august et samarbejde med den amerikanske teknologikæmpe Google, der på sigt skal give mulighed for at tilbyde streaming direkte mellem GN Hearings nye trådløse topprodukt, Resound Linx Quattro, og Android-telefoner.

Og arbejdet er allerede så langt fremme, at det danske selskab snart er klar med nyt på det område.

- Jeg har en telefon i lommen, hvor det allerede virker, og den feedback, vi får, er rigtig god. Så vi forventer at kunne sige mere om det snart, siger Brian Dam Pedersen, der er teknologidirektør hos GN Hearing, på selskabets præsentation ved EUHA-messen i Hannover torsdag.

I dag tilbydes direkte streaming uden mellemled til Apples iPhones, og dermed kan GN Hearing med Google-aftalen tage et stort spring inden for forbindelsesmuligheder i selskabets produkter.

SONOVA-LØSNING KOSTER PÅ BATTERITIDEN

Indtil nu er det kun Sonova af de øvrige store høreapparatproducenter, der kan tilbyde en lignende løsning gennem schweizernes Sword-chip og videreudviklingen Marvel, der blev præsenteret i denne uge, og derfor er der tale om et relativt nyt område i industrien.

GN Hearings beslutning om ikke at lave et Android-system via standard-bluetooth-protokollen, som Sonova har gjort det, hænger sammen med, at det koster for meget på batteriforbruget.

- Vi ville ikke have været i stand til at komme i nærheden af de tal, vi har for batteriforbrug i dag, hvis vi havde bygget systemet på standard-bluetooth, siger Brian Dam Pedersen.

INGEN EKSKLUSIVITET

GN-projektet er open source, hvilket betyder, at teknologien med tiden bliver tilgængelig for alle spillere i industrien.

Men GN Hearing har med Google-samarbejdet skaffet sig et forspring, fordi selskabet har haft adgang til teknologien bag, før den rammer markedet.

Der er dog ikke nogen eksklusivaftale, ligesom det i øvrigt heller ikke var tilfældet, da GN Hearing sendte det første Made for iPhone-høreapparat i industrien på markedet med lanceringen af Resound Linx i 2013.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder