GN Netcoms markeder vokser hurtigere end skønnet
København--26. juli--NetPosten--Markederne i GN-selskabet GN Netcom vokser hurtigere end tidligere anslået, vurderer administrerende direktør, Niels B. Christiansen over for Danmark-iNvest.com.
- På call centre ser det rigtig fornuftigt ud. Væksten er noget højere, end vi forudsagde ved årsregnskabet. Den gang lød meldingen på 10 til 15 pct. vækst. I første halvår har den vel i virkeligheden ligget på 20 til 25 pct. På det kontorbaserede marked vokser det endda lidt hurtigere, siger Niels B. Christiansen til Danmark-iNvest.com.
Non-call markedet vokser samtidig med mere end 30 pct. - det kan endda godt være, at det lige nu ligger med en vækst omkring de 50 pct., vurderer direktøren, som i regnskabet havde lovet, at markedet, der sidste år blev anslået til mellem 150 og 300 mio. dollar, ville opleve 15 til 25 pct. i vækst.
Niels B. Christiansen har tidligere peget på, at det er misvisende, når Netcom i værdisætningen sammenlignes med Plantronics. Netcom oplever nemlig større vækst, større afkastgrader og er i en mere interessant industri end eksempelvis Oticon, og derfor forstår direktøren ikke, hvorfor at Netcom på multiplerne skal sættes lavere end Oticon. - Netcom burde værdisættes 2 til 3 gange højere end det sker i dag. I stedet sammenlignes vi med amerikanske Plantronics. Men den aktie er jo også for billig, selvom den på det seneste har oplevet kursfremgange. Fordi Plantronics er et stand alone-selskab, er det ikke stort nok til at få nok interesse på det amerikanske marked, og derfor er det undervurderet.