GN/IR: Klar til at udvide igen efter stor spareøvelse

Udgivet den 29-07-2013  |  kl. 10:06  |  

GN Resound er klar til igen at løsne bæltet en anelse og udvide forretningen med nye investeringer i blandt andet salg og markedsføring. Sådan lyder meldingen fra GN Store Nords høreapparatdivision, der ellers har været igennem en hård spareøvelse.

- Vi har valgt at geninvestere noget af den omsætning fra Costco-aftalen og den yderligere omsætning generelt fra især Verso (high-end høreapparat serie, red.), så vi egentlig ikke satser på at øge vores marginmål, det bliver stadig 20 pct., men satser på at øge omsætningen så meget som muligt, for der er rigtig gode muligheder med vores nye produkt flere steder i markedet, forklarer IR-chef Michael Bjergby fra GN Store Nord over for Ritzau Finans.

Spareprogrammet, med navnet SMART, har været med til at tøjle omkostningerne i Resound og bidraget til et løft i indtjeningsmarginalen. Den vil også kunne fastholdes, trods at GN kan sætte mere ind på at øge salget.

- Det er blandt andet, marketing, vi vil kigge på. Vi har været en stor omvæltning igennem i forretningen og skåret helt ind til benet mange steder, nu ser vi mulighed for at ekspandere på nogle produkter, herunder salgsafdelinger i alle geografier, og tillade øgede omkostninger, fordi vi har gode muligheder på salgssiden, siger Michael Bjergby.

SMART-programmet giver GN engangsudgifter for omkring 100 mio. kr. i 2013, hvoraf langt størstedelen falder i første halvår.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk