Gode nyheder for Nevs - indgår milliardaftale om elbiler

Udgivet den 18-12-2015  |  kl. 09:42  |  

Elbilsvirksomheden Nevs, som købte Saabs konkursbo, har indgået en aftale om levering af 150.000 elbiler til Kina til og med 2020. Det skriver Dagens Industri.

Aftalen har en værdi på 100 mia. svenske kroner. Hvordan leveringen og betalingen hænger sammen afsløres dog ikke. Den kinesiske køber, Panda News Energy, som vil lease bilerne ud, har valgt Saabs model 9-3 i en elektrificeret variant, selv om modellen kom på gaden første gang i 2002.

- Det er ikke en gammel bil, men derimod en nyudviklet bil med ny transmission og en ny måde at fordele vægten på med tanke på batteriet. Det er bare karosseriet, som er lig den gamle Saab 9-3, siger Mikael Östlund, kommunikationschef hos Nevs.

Den kinesiske by Tianjin og et kinesisk it-selskab er blevet medejere af Nevs og skal bidrage med 200 mio. dollar. Nevs bygger en fabrik i Tianjin og forventer, at den står klar i tredje kvartal af 2017. I starten skal malede karosserier sejles fra Trollhättan, hvilket indebærer, at fabrikken, som ellers har været ude af drift siden maj 2014, skal i gang igen.

Hvad bilerne kommer til at hedde, når de bliver solgt i Kina, er dog fortsat uklart. Ifølge kommunikationschefen hos Nevs er man i dialog med Saab om at anvende navnet, men det er pressechefen for Saab, Sebastian Carlsson, ikke enig i.

- Der er ingen drøftelser med Nevs om mulighederne for at anvende Saabs varemærke i fremtiden, hedder det.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯ 

Seneste nyheder