Goldman Sachs nedjusterer Lundbeck til Underperform

Udgivet den 29-09-2003  |  kl. 11:11  |  

Investeringsbanken Goldman Sachs har nedjusteret anbefalingen på Lundbeck til Underperform fra tidligere In-Line, fremgår det mandag af et nyt analysenotat.

Lundbeck's nuværende værdiansættelse er ikke passende, idet den ikke afspejler det pres, der vil komme på kortere sigt, vurderer Goldman Sachs.

Investeringsbanken skønner, at Lundbeck vil tabe kampen mod producenterne af generisk citalopram (dvs. Cipramil-kopier, red.) i Europa. Selskabets retssag i England mod Lagap, der starter den 2. oktober, er katalysatoren for en kædereaktion i en serie af retssager i løbet af 4. kvartal.

Den britiske afgørelse, der ventes sidst i oktober eller først i november, er afgørende for udfaldet af andre europæiske retssager, og den vil komme til at få præcedens. Goldman Sachs peger i den forbindelse på, at kopiproducenten Matrix ikke krænker Lundbecks procespatent, og derfor venter banken, at Lundbeck vil tabe retssagerne i Storbritannien, Danmark og Norge.

Endelig er Goldman Sachs bekymret for, at Lundbeck ikke evner at leve op til sine 2003-forventninger.

Udgivet af: NPinvestordk