Goldman Sachs sælger andel i kinesisk storbank

Udgivet den 29-01-2013  |  kl. 07:10  |  

Den store amerikanske investeringsbank Goldman Sachs fortsætter med at nedbringe sin ejerandel i verdens mest værdifulde bank, Industrial & Commercial Bank of China (ICBC).

Ifølge Wall Street Journal har Goldman Sachs solgt en ny stor andel, der har en værdi på 1 mia. dollar, og det skete til kurs 5,77 HKdollar, hvilket var 3 pct. lavere end mandagens lukkekurs for ICBC.

Det er ikke første gang at Goldman Sachs nedbringer sin ejerandel, som investeringsbanken for første gang i 2006 opbyggede med en investering på 2,58 mia. dollar. Faktisk har Goldman Sachs siden 2009 solgt ud af sin ejer andel i banken hele fire gange forud for dette salg, og det har hidtil indbragt Goldman Sachs 7,76 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

ICBC-aktien falder tirsdag morgen 2,7 pct. til 5,79 HKdollar, og markedsværdien af banken udgør nu 2.020 mia. HKdollar svarende til 1.445 mia. kr. 

Udgivet af: Aktiefokus