Grækenland: Attende kvartal i træk med negativ vækst

Udgivet den 14-02-2013  |  kl. 11:17  |  

Den europæiske gældskrises moderland, Grækenland, kunne rapportere et fald i BNP på årsbasis på 6,0 pct. i fjerde kvartal. Det var mindre end i tredje, hvor kvartalets vækst var minus 6,7 pct. Alle kvartaler sidste år havde dog en negativ vækst på mere end 6 pct.

Fjerde kvartal sidste år var dermed attende kvartal i træk med negativ vækst. Perlerækken af negative vækstrater har svinget mellem beskedne 0,1 pct. i negativ vækst i tredje kvartal 2008, mens den i fjerde kvartal 2010 var lavest med en negativ vækst på 9,0 pct.

Ifølge Bloomberg skal man tilbage til andet kvartal 2008 - kvartalet før finanskrisen ramte lande og markeder - for at finde fremgang i Grækenlands økonomi. Da var væksten på 0,1 pct.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk