Grønlandsbanken 6 mdr.: Før skat 29,4 mio. kr. (28,4 mio. kr.)
København--17. august--NetPosten--Grønlandsbankens resultat før skat udgjorde 29,4 mio. kr. i 1. halvår mod 28,4 mio. kr. i samme periode i 1998, fremgår det af bankens halvårsregnskab tirsdag.
Forretningsområdet - opgjort som summen af indlån, udlån og garantier - er siden årsskiftet øget med 214,2 mio. eller knapt 7 pct.
Udviklingen i 1. halvår har været bedre end forventet i årsregnskabsmeddelelsen for 1998.
Basisindtjeningen udgjorde 31,7 mio. kr. i 1. halvår mod 25,7 mio. i samme periode sidste år. Samlet set betegnes udviklingen i basisindtjeningen som tilfredsstillende. Netto renteindtægterne steg beskedent med 911.000 kr. til 52,8 mio. kr. Gebyr- og provisionsindtægterne steg derimod med 1,7 mio. kr. til 11,9 mio.
Grønlandsbanken venter for hele året en fremgang i basisindtjeningen i forhold til 1998.