Green Hydrogen på vej til at løbe tør for penge - nedjusterer og lancerer spareprogram

Udgivet den 09-10-2024  |  kl. 09:12  |  
Arkiv: Foto

Green Hydrogen Systems har ikke nok gang i forretningen til at kunne nå egen prognose for 2024, og derfor sænkes forventningerne til hele året.

Samtidig lancerer selskabet "betydelige" tiltag, der skal sikre restrukturering og omkostningsbesparelser, så Green Hydrogen Systems kan nå balance mellem indtægter og udgifter i regnskabsbøgerne hurtigere end tidligere ventet.

Endelig oplyser Green Hydrogen, at pengekassen er ved at være tom, og at selskabet er på vej til ikke at kunne leve op til sine kreditorers krav ved udgangen af oktober, ligesom kapitalreserverne ventes at være helt væk i løbet af første halvår 2025 med det nuværende setup.

Derfor er Green Hydrogen Systems også begyndt at afsøge mulighederne for at tiltrække samlet 600 mio. kr. i ny kapital.

Omkostningsbesparelserne, der skal fjerne 40-50 pct. af omkostningsbasen og ventes at betyde afskedigelser af op til 100 medarbejdere, kommer til at koste 100-150 mio. kr. i engangsposter, som påvirker 2024 og pengestrømmene kraftigt.

For 2024 venter selskabet nu en omsætning på 105-145 mio. kr. mod tidligere ventet 125-165 mio. kr. Her er årsagen manglende momentum i forretningen og risikoen for afbestillinger eller aflysninger af projekter på grund af de indførte sparetiltag.

Driftsresultatet (EBITDA) ventes nu at blive et underskud på 300 til 400 mio. kr. mod et tidligere ventet minus på 220-260 mio. kr. Det skyldes i særlig grad engangsomkostningerne fra spareprogrammet.

SPILLER FORTSAT EN VITAL ROLLE

- Grøn hydrogen spiller fortsat en vital rolle som en nødvendig teknologi til den grønne energiomstilling, men markedets adoptering af teknologien og udviklingen af hydrogenrelaterede produktionsprojekter har udviklet sig betydeligt langsommere end ventet, skriver Green Hydrogen Systems i en meddelelse.

- Derudover har en langsommere end ventet udvikling og kommercialisering af selskabets X-Series-elektrolyseprodukt resulteret i forsinkelser i at opnå de første ordrer på X-Series og øget vigtigheden af, at X-Series bliver omkostningskonkurrencedygtig fra de tidligere stadier af kommercialiseringen, fortsætter selskabet.

På den baggrund lanceres omkostningsbesparelsesprogrammet, der skal sikre markant lavere produktionsomkostninger af X-Series-produkterne, og engangsomkostningerne på 100-150 mio. kr. vil blive bogført i 2024 og første kvartal af 2025, fremgår det.

Samtidig stoppes alt salg af nye produkter fra A-Series, så Green Hydrogen Systems udelukkende kan fokusere på udviklingen af X-Series.

De produkter, der allerede er bestilt, vil dog blive leveret som planlagt, og selskabet vil også holde fast i sine serviceforpligtelser på de allerede leverede A-Series-produkter.

For at styrke kapitalgrundlaget er bestyrelsen gået på jagt efter en kapitaltilførsel på 300 mio. kr., der skal sikres før udgangen af året.

En yderligere kapitaltilførsel af samme størrelse bliver dog også nødvendig, og den skal efter planen være gennemført ved sommeren 2025.

Bestyrelsen er i dialog med selskabets største aktionærer og långivere omkring kapitalførelsen.

Hvis implementeringen af både omkostningsbesparelserne og den nye kapitaltilførsel lykkes efter planen, regner Green Hydrogen Systems med at kunne nå overskud og økonomisk uafhængighed ved udgangen af 2026.

Aktien i Green Hydrogen Systems falder fra starten af onsdagens handel med 20,3 pct. til 3,86 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Danske fedmeaktier blødte og trak Europa i rødt
17:19 Fredagens obligationer: Renter faldt efter amerikanske inflationstal
17:18 Novo banket i bund efter skuffende data - aktionærerne tabte omkring 690 mia. kr.
17:06 Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur
15:46 USA/åbning: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens inflationsdata skærer lidt af dykket
15:17 Jeudan har milliarder klar til opkøb: "Øget optimisme kan give flere transaktioner i 2025"
15:15 Novo/Jyske Bank: Kursreaktion virker som overreaktion
14:29 USA/tendens: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens frygt for nedlukning varsler rød start
13:33 Korr: Udsalg af Novo-aktier presser kronen
13:24 Udsalg af Novo-aktier presser kronen
12:29 Sydbank-analytiker: Voldsomt kursfald afspejler skuffelsen over Cagrisema-data
12:25 Europa/aktier: Danske fedmeaktier bløder og trækker Europa i rødt
12:22 Novo smadres på børsen efter skuffende fedmestudie - aktien taber 770 mia. kr.
12:11 Novos styrtdyk trækker C25-indekset ned i sit fjerdestørste fald nogensinde
12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed