Greentech havde god november i Sydeuropa
Greentech Energy Systems havde voksende elproduktion i november sammenlignet med samme måned året før.
Det fremgår af selskabets månedlige opdatering.
Inden for vind producerede Greentech netto 35.392 MWh mod 24.569 MWh i november 2012. Og inden for sol blev der i alt produceret 2888 MWh - en stigning fra 2512 MWh sidste år.
Vindenergiproduktionen var ifølge Greentech 18 pct. over forventningerne, og det skyldtes gode vindforhold i Italien og Spanien, påpeger selskabet. Omvendt var Danmark og Tyskland stadig præget af dårlige vindforhold. Også solanlæggene producerede lidt mindre strøm end budgetteret.
Den samlede elproduktion steg 41 pct. til 38.280 MWh i november, og over året er produktionen steget med 18 pct. til 376.316 MWh.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk