Højesteret afviser at udelukke Trump fra Colorado-valg

Udgivet den 04-03-2024  |  kl. 17:04  |  

USA's højesteret har mandag slået fast, at tidligere præsident Donald Trump kan stille op ved det forestående primærvalg i delstaten Colorado.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed annullerer den føderale højesteret en afgørelse fra december, hvor en domstol i Colorado besluttede at udelukke Trump fra primærvalget.

Colorado-domstolen henviste til Donald Trumps rolle i stormløbet på Kongressen i 2021. Knap to måneder tidligere tabte Donald Trump præsidentvalget til demokraten Joe Biden.

Ved stormløbet tiltvang Trump-støtter sig adgang til det amerikanske parlament, netop som valgresultatet skulle formelt godkendes.

Inden stormløbet holdt Trump en tale. Her sagde han blandt andet, at demonstranterne skulle tage landet tilbage og "kæmpe som ind i helvede".

Domstolen i Colorado henviste til den 14. amendment - altså tilføjelse - i den amerikanske forfatning.

Ifølge denne skal en amerikansk embedsmand eller politiker, som har svoret at ville understøtte den amerikanske forfatning, udelukkes fra at gøre tjeneste, hvis han eller hun har været involveret i et oprør rettet mod USA.

USA' føderale Højesteret består af ni dommere. Seks af dem er udpeget af republikanske præsidenter.

Af højesterettens afgørelse fremgår det ifølge CNN, at et snævert flertal af dommerne mener, at delstater ikke har den fornødne magt til at udelukke politiske kandidater, som stiller op til valg på tværs af USA, på baggrund af den 14. tilføjelse til forfatningen.

Det vil ifølge dommerne kræve en politisk lovændring i Kongressen.

Højesterets afgørelse kommer dagen før Super Tuesday. Her skal 15 delstater - herunder Colorado - og et territorie afholde primærvalg.

Donald Trump er Republikanernes stærkeste kort på hånden. Han kæmper mod Nikki Haley om at blive partiets kandidat ved præsidentvalget i november.

Hvem, der bliver Republikanernes kandidat, skal afgøres ved primærvalgene.

Den tidligere præsident er også blevet forsøgt udelukket fra primærvalgene i Maine og Illinois. De to delstater har dog afventet højesterettens afgørelse om, hvorvidt Trump må stille op til valg i Colorado.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder