Høreapparatkoncernen WSA's omsætning vokser fortsat - men væksten bliver mindre næste år
Høreapparatkoncern WS Audiology fortsætter med at vokse, men ser dog lidt lavere vækst næste år.
Det fremgår af et dugfrisk regnskab for 2023/2024, hvor sløret samtidig løftes for den kommende tid.
WSA har det seneste regnskabsår hentet en omsætning på 2,64 mia. euro, hvilket svarer til lige knap 20 mia. kr., fra 2,47 mia. euro året forinden.
- Det har været et virkelig godt år for WSA. Vi indfriede vores forventninger med en stærk organisk omsætningsvækst på 10 pct. og en solid forbedring af marginen, siger Jan Makela, der er topchef i WSA, i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.
Han har stået i spidsen for WSA siden juli, hvor han tog over efter Eric Bernard.
Også driftsresultatet, EBITDA før særlige poster, er vokset og lander på 542 mio. euro mod 480 mio. euro året før.
MILLIARDUNDERSKUD EFTER ÆNDRET PRAKSIS
På bundlinjen har WSA dog et underskud på 1,2 mia. euro, som er markant mere end tabet på 5 mio. kr. året inden. Men det giver ikke umiddelbart anledning til panderynker hos topchefen, da situationen allerede var varslet, og delvist hænger sammen med den måde, som WSA fremover vil afskrive på.
Derfor ser man også, at posten for af- og nedskrivninger er vokset betydeligt for selskabet det seneste år.
- Årets nettotab på grund af tilpasningen af brugstiden for visse immaterielle aktiver til standarderne for medicinsk udstyr påvirker ikke vores nuværende eller fremtidige EBITDA, indtægtsstrømme eller pengestrømme, siger Jan Makela i meddelelsen.
Det justerede tab, der tager højde for ændret praksis og skatteeffekter, blev ikke desto mindre 211 mio. euro, som fortsat er et større underskud end året før.
- Vi er overbeviste om, at vores fortsatte investeringer i innovation og dette års resultater skaber et godt udgangspunkt for at fortsætte en stærk og profitabel vækst, siger Jan Makela i meddelelsen.
SIGTER LAVERE NÆSTE ÅR
I det kommende år, 2024/2025, sigter WSA efter en organisk omsætningsvækst på 3-6 pct., som ifølge selskabet skal sikres ved den "konkurrencedygtige produktportefølje og kommende lanceringer".
EBITDA-marginen forventes at stige med 1-2 pct.point i forhold til regnskabsåret 2023/24 understøttet af omkostningsforbedringer og vækst.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›