Handelsbanken: Danske aktier mest attraktive i Norden

Udgivet den 25-11-2008  |  kl. 11:20  |  

I et nordisk perspektiv vil investorer i de kommende tre måneder efter Handelsbankens vurdering opnå det bedste afkast ved at investere i det danske aktiemarked.

- Det danske aktiemarked har en mere defensiv karakter med mange selskaber inden for medicinalbranchen og ’stabilt forbrug’-sektoren. Det vurderer vi, at investorerne belønner i tider med høj fokus på indtjeningsrisikoen, anfører banken i et nyt notat.

Til gengæld ser Handelsbanken større risici ved investeringer i det norske og finske aktiemarked.Et fortsat fald i olieprisen vil påvirke det norske aktiemarked negativt, mens det finske aktiemarked
kan blive presset af den store eksponering mod Rusland og Baltikum, hvor usikkerheden omkring den økonomiske udvikling har sat dybe spor.

Udgivet af: NPinvestordk