Handelsbanken: Få nyheder og stabile renter i denne uge
Amerikansk detailsalg vil afgøre stemningen i den kommende uge. Der ventes en massiv fremgang, hvilket vil understøtte den positive holdning til den økonomiske udvikling i USA, vurderer Svenska Handelsbanken i sin ugekommentar.
I kontrast hertil vil de europæiske GDP-tal vise et billede af en svag økonomisk udvikling i andet kvartal. Sverige vil tiltrække sig stigende opmærksomhed frem mod folkeafstemningen om ØMU-medlemsskab. Meningsmålingerne peger på et nej.
Den amerikanske handelsbalance ventes igen at vise stigende underskud efter et overraskende fald i juni. Dermed genoptages den negative trend, som primært skyldes højere vækst i USA end i resten af verden. Spørgsmålet er blot, hvor længe den ubalance får lov til at fortsætte, før end markederne igen sætter fokus på problemet. Detailsalget ventes endnu engang at udvise en stor stigning. Bilsalget og detailhandelen har allerede meldt om fremgang i salget, hvorfor stigningen skal være meget stor for at overraske markederne. Producentpriser vil fortsat vise en moderat stigning, men vil ikke tiltrække sig større opmærksomhed. Det vil derimod forbrugertilliden fra Michigan, som er første tal fra september. Handelsbanken venter en marginal fremgang, idet tilliden først vil vise en markant forbedring, hvis arbejdsløsheden begynder at falde. Den stejle rentestruktur hindrer yderligere markante stigninger i de lange renter, hvorfor banken venter stabile obligationsmarkeder den kommende uge.
Tal for europæisk vækst for andet kvartal vil give et bud på sammensætningen, efter at det foreløbige estimat viste en svagere vækst i forhold til første kvartal. Vigtigere bliver derfor EU-Kommissionens forventninger til de kommende kvartaler. Ventes der højere vækst i de kommende kvartaler, kan der medføre et øgede markedsforventningerne i retning af højere korte renter.
Handelsbanken venter, at de europæiske lange renter følger de amerikanske, dog med en potentiel mulighed for yderligere spændudvidelse.
Usikkerheden om udfaldet af den svenske afstemning om ØMU-medlemsskab søndag den 14. september kan stige gennem ugen. Indtil videre har "nej"-siden et pænt forspring, men det har været aftagende de seneste uger. Store spring i meningsmålingerne kan medføre stigende volatilitet på såvel valuta- og rentemarkedet, en usikkerhed som i værste fald kan smitte af på de øvrige nordiske markeder.
Tal for den danske inflation ventes at vise et uforandret niveau, hvorfor der isoleret set ikke er udsigt til større ændringer i rentespændet til Euroland den kommende uge.