Handelskammeret og TDC satser på fastnettelefoni

Udgivet den 30-05-2002  |  kl. 14:33  |  

TDC Tele Danmark Erhverv og Handelskammeret har underskrevet en ny type aftale, der giver både Handelskammeret og dets medlemmer en række konkrete fordele.

Partnerskabet betyder, at Handelskammeret og TDC Tele Danmark Erhverv sammen markedsfører TDC Tele Danmark Erhvervs fastnetprodukter over for Handelskammerets medlemmer. I første omgang lanceres en særlig attraktiv rabatordning på fastnettelefoni.

- I TDC Tele Danmark Erhverv er vi glade for det nye partnerskab, der er til fordel for både Handelskammeret og dets medlemmer. Ved at have en nær tilknytning til foreninger, har vi mulighed for at tilpasse og målrette produkter og teknologier, så de opfylder kundernes helt aktuelle ønsker og behov. Der er flere af den type aftaler i vente, siger Torkel Olrik, direktør i TDC Tele Danmark Erhverv.

Partnerskabsaftalen med Handelskammeret er en af de første af sin slags på fastnet. Aftalen har virkning fra 1. juni.

- For os er det vigtigt at knytte loyalitetsskabende aftaler med medlemmerne, siger Lars Krobæk, adm. direktør i Handelskammeret.

- Aftalen med handelskammeret styrker TDC Tele Danmark Erhvervs position på det stærkt konkurrenceprægede marked. Der er allerede stor interesse omkring den nyskabende aftaleform, siger Torkel Olrik.

TDC Tele Danmark Erhverv sidder i dag på over tre fjerdedele af markedet for erhvervstelefoni.

Udgivet af: NPinvestordk