Hapag-Lloyd/Citigroup: Estimater skal skrues op efter overraskende Q2

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 11:20  |  
Arkiv: Foto

Citigroup forventer en opjustering af analytikernes forventning til Hapag-Lloyds driftsresultat for hele 2020, efter at det tyske transportselskab har offentliggjort et overraskende godt regnskab for andet kvartal.

Mere præcist vurderer banken, at konsensusestimaterne til Hapag-Lloyds driftsresultat for hele året skal skrues op med en encifret procentsats.

Det skriver Citigroup i en analyse af Hapag-Lloyds regnskab for andet kvartal.

Banken hæfter sig ved, at selskabets driftsresultat (EBIT) for andet kvartal på 386 mio. dollar overgår analytikernes forventning på 300 mio. dollar.

Derudover er fragtvolumen faldet med 11 pct. siden andet kvartal i 2019 i modsætning til de forventede 15 pct., mens fragtraterne er steget 5 pct. mod ventede 3 pct.

Udviklingen i fragtvolumen, fragtrater og prisen på skibsbrændstof kan få væsentlig betydning for andet halvår af selskabets regnskabsår, skriver Hapag-Lloyd i sit regnskab for kvartalet.

Selskabet fastholder sin prognose for året på et driftsresultat (EBIT) mellem 500 mio. euro og 1 mia. euro.

Citigroup har sat sin forventning til driftsresultatet for hele året til 953 mio. dollar, mens konsensusforventningen er 848 mio. dollar.

Fredag formiddag stiger Hapag-Lloyds aktie 10,1 pct. til 55 euro på den tyske børs.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder