Harboe 12 mdr: Før skat 24,3 mio kr (15,1 mio kr), noget lavere end ventet
Bryggeri- og kalkunvirksomheden Harboe fik i regnskabsåret 2000/01 et skuffende overskud før skat på 24,3 mio. kr. mod 15,1 mio. kr. i samme periode året før. Det var noget lavere end de 40-45 mio. kr., som selskabet havde stillet markedet i udsigt. Resultatet af den primære drift udgør efter afskrivninger 43,7 mio. kr. mod 25,0 mio. kr. sidste år, hvilket er en vækst på 74,8 pct.
Afvigelsen i forhold til det forventede resultat skyldtes bl.a. et tab på 6,5 mio. kr. på beholdningen af egne aktier, ligesom et salg af aktier i et lettiske bryggeri gav et tab på 2,8 mio. kr. Endelig var regningen for afskaffelse af affald fra kalkunfarmene og manglende indtægter fra salg af pet-food 2,2 mio. kr. højere end estimeret - primært som følge af BSE-kriserne.
Resultatet efter skat udgjorde 17,6 mio. kr. mod 10,3 mio. kr. sidste år.
Bruttoomsætningen udgjorde i 2000/01 1,2 mia. kr., hvilket især kan henføres til 100 pct. ejede tyske datterselskab Darguner Brauerei, der pr. 1. juli 2000 påbegyndte produktion og salg af læskedrikke i engangsplastic-flasker. Herudover har Harboefarm haft en positiv fremgang i omsætningen.
Kalkunvirksomheden giver fortsat Harboe et underskud, omend underskuddet er stærkt formindsket til 5,3 mio. kr. fra 20,6 mio. kr. Dermed kan kalkun-virksomheden fejre 10 års jubilæum som underskudsgivende virksomhed.
Harboe har i perioden investeret for 150 mio. kr., og det er især i produktion af læskedrikke.