Hidtil uset it-nedbrud vil få "enorm økonomisk betydning"

Udgivet den 19-07-2024  |  kl. 14:16  |  

Det globale it-nedbrud, der fredag har lammet store dele af verden, bliver af iagttagere allerede kaldt for det største nedbrud nogensinde, og de økonomiske konsekvenser vil også uden tvivl blive kolossale, lyder det fra flere eksperter.

- Det her er hidtil uset. Den økonomiske påvirkning kommer til at blive enorm, siger Alan Woodward, der er professor for cybersikkerhed hos Surrey University, til Bloomberg News.

Problemerne er udløst af en fejlbehæftet opdatering af antivirussoftware fra Crowdstrike, der har fået computere hos de brugere, der samtidig anvender styresystemer fra Microsoft, til at gå ned.

- Jeg tror ikke, at det er for tidligt at kalde den: det her bliver det største it-udfald i historien, siger Troy Hunt, der er sikkerhedskonsulent og skaber af hjemmesiden "Have I Been Pwned", der bruges til at tjekke potentielle hackerangreb.

Crowdstrikes topchef, George Kurtz, har på det sociale medie X forklaret, at der ikke er tale om et cyberangreb, og at selskabet har identificeret problemet og iværksat en løsning, som det netop nu samarbejder med sine kunder om at få implementeret.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder