HLJ Industri: Garantiforpligtelser udskyder indløsningstilbud

Udgivet den 07-09-2000  |  kl. 15:36  |  

København--7. september--NetPosten--HLJ Industri har stillet sælgergaranti i forbindelse med salget af Møbel Invest A/S, og har sammen med de øvrige aktionærer forpligtet sig i forhold til deres ejerandele for eventuelle garantikrav fra køberen Masco Corporation.

Garantiforpligtelsen udgør maksimalt for HLJ's side 167 mio. kr. frem til 1. april 2001, og herefter 63. mio. kr. frem til 1. april 2003, hvorefter forpligtelsen bortfalder.

Der har hidtil ikke været anmeldt krav under garantien.

Aktionærer, der ikke måtte tage imod indløsningstilbuddet, vil således blive belastet med en forholdsmæssig større andel af garantirisikoen end de indløste aktionærer. HLJ fonden har tilkendegivet, at de ikke ønsker indløsning.

Bestyrelsens konklusion er, at den finder det mest hensigtsmæssigt, at indløsningen foretages på det tidspunkt, hvor den maksimale garantiforpligtelse over for Masco Corporation er reduceret, og hvor påvirkningen af indløsningskursen derfor vil være mere begrænset.

Indløsningen forventes derfor i stedet gennemført via et købstilbud til samtlige aktionærer i marts 2001, med henblik på en endelig afvikling i april 2001. HLJ Fonden har tilkendegivet, at fonden, med en sådan tidshorisont, fortsat vil være indstillet på ikke at tage i mod indløsningstilbuddet.

Formålet med gennemførelsen af købstilbuddet er en afnotering af selskabet på Københavns Fondsbørs.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder