I disse kommuner bliver tre ud af fire huse solgt inden seks måneder
Chancen for et boligsalg er størst, hvis det sker i løbet af de første seks måneder. Og i hver fjerde kommune i Danmark er det faktisk tilfældet for 75 procent af de udbudte huse. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.
Ifølge statistikken, som er baseret på den samlede liggetid i det seneste år, er der helt nøjagtig 24 kommuner, hvor købsaftalen i tre ud af fire hushandler er blevet underskrevet inden seks måneder.
Fælles for de 24 kommuner er, at langt størstedelen ligger omkring København, ligesom øvrige storbyer som Aarhus og Odense også er blandt kommunerne på opgørelsen.
Hurtig hushandel i Albertslund
Det er Albertslund Kommune, som indtager førstepladsen i oversigten. Her er det nemlig hele 87,3 procent af de udbudte boliger, der er blevet solgt inden seks måneder.
"Tallene fra Boligsidens seneste markedsindeks viste, at Albertslund Kommune også her lå i toppen med en gennemsnitlig salgstid på 74 dage for villaer og rækkehuse. Derfor er det også helt naturligt, at netop det område ligger i toppen af denne opgørelse," forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
"Men der er helt generelt stor konkurrence om husene i og omkring storbyerne. Mange boligkøbere drømmer om at bo i hus tæt på storbylivet, og det afspejler sig konkret i salgstiderne i omegnskommunerne til København, hvor priserne stadig er lidt lavere end i selve centrum af byerne."
Generel lav salgstid
Med i toppen af listen over kommuner, hvor minimum tre ud af fire huse er solgt inden seks måneder, hører også Greve og Tårnby kommuner. Og her bliver der faktisk i konkrete tal solgt væsentlig flere boliger end i eksempelvis Albertslund.
Det går generelt hurtigt på boligmarkedet i dag. I august lå den gennemsnitlige salgstid for huse i hele landet således på 148 dage, hvilket er det laveste niveau, der er registreret i de sidste 10 år.
Og ser vi nærmere på den aktuelle opgørelse, følger de resterende danske kommuner da også rigtig fint med, selvom de ikke placerer sig i toppen af statistikken. Der er faktisk kun fire kommuner, hvor det ikke er minimum halvdelen af de udbudte huse, som bliver solgte inden seks måneder. Det gælder for Lemvig, Assens, Struer og Læsø kommuner.
24 kommuner, hvor tre ud af fire huse bliver solgt inden seks måneder
Kommune | Antal huse solgt på 0-180 dage | Antal huse solgt på over 180 dage | Antal huse solgt i alt | Andel under 6 måneder | Andel over 6 måneder |
---|---|---|---|---|---|
Albertslund | 151 | 22 | 173 | 87,3% | 12,7% |
Greve | 540 | 83 | 623 | 86,7% | 13,3% |
Tårnby | 328 | 61 | 389 | 84,3% | 15,7% |
Glostrup | 98 | 19 | 117 | 83,8% | 16,2% |
Allerød | 222 | 45 | 267 | 83,1% | 16,9% |
Egedal | 470 | 96 | 566 | 83,0% | 17,0% |
Brøndby | 163 | 35 | 198 | 82,3% | 17,7% |
Herlev | 139 | 33 | 172 | 80,8% | 19,2% |
Gladsaxe | 350 | 84 | 434 | 80,6% | 19,4% |
Hvidovre | 281 | 74 | 355 | 79,2% | 20,8% |
Furesø | 311 | 82 | 393 | 79,1% | 20,9% |
Ishøj | 125 | 33 | 158 | 79,1% | 20,9% |
Rødovre | 221 | 60 | 281 | 78,6% | 21,4% |
København | 723 | 203 | 926 | 78,1% | 21,9% |
Høje-Taastrup | 324 | 96 | 420 | 77,1% | 22,9% |
Frederikssund | 388 | 117 | 505 | 76,8% | 23,2% |
Hillerød | 378 | 114 | 492 | 76,8% | 23,2% |
Aarhus | 1.680 | 510 | 2.190 | 76,7% | 23,3% |
Vallensbæk | 92 | 29 | 121 | 76,0% | 24,0% |
Solrød | 244 | 77 | 321 | 76,0% | 24,0% |
Bornholm | 503 | 162 | 665 | 75,6% | 24,4% |
Frederiksberg | 40 | 13 | 53 | 75,5% | 24,5% |
Lyngby-Taarbæk | 283 | 92 | 375 | 75,5% | 24,5% |
Odense | 1.124 | 372 | 1.496 | 75,1% | 24,9% |
(Tabellen viser andelen af solgte villaer og rækkehuse i det seneste år, som er solgt henholdsvis før og efter seks måneder. Det er den samlede liggetid, der er anvendt i beregningen. Kilde: Boligsiden)
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›