IC Company i balance, nedjusterer

Udgivet den 26-09-2001  |  kl. 08:54  |  

IC Companys, der består af InWear og Carli Gry, fik et resultat før skat og fusionsomkostninger i den første regnskabsperiode 1. januar - 30. juni 2001 på
1 mio. kr. inklusiv indtægter af engangskarakter på 15 mio. kr. mod et proforma-resultat på 55 mio. kr. i samme periode i 2000. Resultatet er i overensstemmelse med de forventninger, som blev meddelt i fusionsprospektet. Heri anførte ledelsen en forventning om et resultat i niveauet 0 kr., hed det i selskabets årsregnskab.

Resultat før skat og efter fusionsomkostninger blev -249 mio. kr., mens resultat efter skat og fusionsomkostninger blev -188 mio. kr. Omsætningen blev med 1.465 mio. kr. lidt lavere end forventet. I forhold til hele året 1999/00 (proforma) var der en tilbagegang i årsomsætningen på 3 pct. Tilbagegangen skyldtes hovedsageligt et fortsat mat marked samt ledelsens nødvendige prioritering af skabelsen af en ny og stærkere organisation, integration af de to selskaber og realisering af synergier.

Regnskabsåret 2001/02 vil være præget af fusionsprocessen, hvor ledelsen vil have fokus rettet mod integration og videreudvikling af den nye organisation, realisering af synergier samt tilrettelæggelse af nye væksttiltag. De i fusionsprospektet af 20. april 2001 udtrykte forventninger om allerede i regnskabsåret 2001/02 at nå en EBIT-margin på 6,5-7 pct. forudsatte en normalisering af efterspørgslen på retail-markedet. Med udgangspunkt i det fortsat matte marked og den usikre markedssituation forventes nu: En samlet omsætning i størrelsesordenen 3 mia. kr. i forhold til en i fusionsprospektet forventet vækst på 0-5 pct. En EBIT-margin på ca. 5 pct.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder