IC Companys/CEO: Fornuftig vækst i vores Premium segmenter
Helårsregnskabet for IC Companys er set over hele linjen ikke tilfredsstillende. Stadig er der enkelte elementer, hvor især modehusets Premium-segmenter viser fornuftig vækst, fortæller Mads Ryder, administrerende direktør i IC Companys, til Ritzau Finans.
I regnskabsåret 2012/13 kommer IC Companys i mål med et nettoresultat på 5,8 mio. kr. Det resultat havde selskabets administrerende direktør gerne set større, men stadig glæder han sig over en pæn udvikling i segmentet for sine Premium brands.
- Vi har set en fornuftig vækst i vores tre Premium brands, der tæller Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger. Desuden har vi fået taget nogle geværgreb på Original Group, hvor vi er lykkedes med at etablere det segment. Derfor vil vi sige, at omend vi ikke helt lever op til det, vi havde drømt om, så står vi godt rustet til det kommende år, siger Mads Ryder til Ritzau Finans.
Ifølge den nyligt tiltrådte administrerende direktør, der overtog topposten i starten af august, er der store forventninger til modehusets Premium segment. Derfor tror IC Companys også på øget indtjening i næste regnskabsår.
- Det har været en kontinuerlig trend igennem flere år, at Premium segmentet klarer sig godt og viser pæn vækst. Den udvikling, ved vi, vil fortsætte fremover, og det er grunden til vores optimisme frem mod næste år, forklarer Mads Ryder.
Modsat oplevede IC Companys lidt ældre brands i Original Group et svært år, hvilket ifølge Mads Ryder også vil gøre sig gældende i det næste regnskabsår.
- Når man kigger på det, så er der nogle muligheder for, at vores Premium brands vokser, og der er en sandsynlighed for, at vores toplinje i Original Group stadig skal lidt længere ned og sætte sig en smule, forudser modehusets administrerende direktør.
Mads Ryder overtog 1. august i år jobbet som administrerende direktør i IC Companys efter Niels Mikkelsen, hvorfor torsdagens præsentation af helårsregnskabet er den nye topchefs første.
/ritzau/FINANS
Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk