Inflationen faldt til 2,1 pct i januar

Udgivet den 10-02-2006  |  kl. 09:33  |  

I januar var forbrugerpriserne 2,1 pct. højere end i samme måned sidste år. I december var årsstigningen i forbrugerpriserne 2,2 pct., viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Markedet havde ventet en inflation på 2,0 pct. i januar.

Over de seneste 12 måneder er de største prisstigninger sket inden for transport, der er steget 4,6 pct. Det er især prisstigninger på benzin, som spiller ind her. Bolig er steget 3,4 pct. i den samme periode, bl.a. påvirket af prisstigninger på naturgas og fyringsolie. Andre varer og tjenester er steget 2,8 pct. Det er hovedsagligt prisstigninger på forsikringer og daginstitutioner og social forsorg, der er årsag til stigningen.

De største prisfald findes inden for beklædning og fodtøj (-1,4 pct.), hvor damebeklædning er faldet mest i pris. Kommunikation er faldet 1,1 pct., da priserne på mobiltelefoner er faldet det seneste år.

Fra december til januar faldt det samlede forbrugerprisindeks med 0,4 pct. Her var ventet et fald på 0,5 pct.

Beklædning og fodtøj faldt 15,0 pct., som følge af vinterudsalget. Alkoholiske drikkevarer og tobak faldt med 0,6 pct., hvilket hovedsageligt skyldes prisfald på øl. Fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer faldt med 0,2 pct., hvilket kan tilskrives prisfald på kød.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder