Inflationen stiger i august - dog ingen grund til panik påpeger cheføkonom

Udgivet den 10-09-2024  |  kl. 08:16  |  

De danske forbrugerpriser steg i august med 1,4 pct. på årsbasis, viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er inflationen tiltaget en anelse, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 1,1 pct.

- Den højere inflation i august i forhold til juli skyldes primært prisstigninger på elektricitet, skriver Danmarks Statistik.

Trods stigningen påpeger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonomi i Arbejdernes Landsbank, at det ikke bør give anledning til bekymring, at inflationen ligger højere i august i forhold til juli.

- Det bør absolut ikke give anledning til nogen større panik. Den højere inflation i august er mest af alt af teknisk karakter, og man skal holde tungen lige i munden i tolkningen af dagens tal, skriver han i en kommentar.

- Priserne faldt rent faktisk i august i forhold til juli. Men da inflation måles ved årlige prisstigninger, så stiger inflationen simpelthen, fordi priserne faldt endnu mere i august sidste år. I bund og grund holder inflationen sig lav, og det er godt nyt for danskerne.

Inflationen har været under 2 pct. i 11 måneder i streg med undtagelse af en enkelt måned.

- Til sammenligning toppede den på mere end 10 pct. for knap to år siden. Den lave inflation kombineret med pæne lønstigninger for mange danskere betyder, at mange danskere vinder købekraft igen, påpeger Jeppe Juul Borre.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  macro❯  Danmark❯