Ingen hård konkurrence om DCS 1800 licenser
Underdirektør i Tele Danmark, Tom Togsverd, mener ikke, at kampen om mobiltelefonlicenserne på DCS 1800 er blevet skærpet, efter at Forskningsministeriet har givet til kende, at der maksimalt kommer tre landsdækkende DCS 1800-licenser mod forventet fem.
- Telestyrelsen udbød engang i sommerens løb et udbudsmateriale angående de kommende DCS 1800-licenser, hvor interesserede teleoperatører skulle fremsende deres materiale inden d. 15 august, hvis de ville komme i betragtning til en af licenserne. På baggrund af tilbagemeldingerne må telestyrelsen have påregnet, at der ikke er behov for mere end tre landsdækkende DCS 1800 licenser, sagde Tom Togsverd mandag til NetPosten.
Debatten om hvorvidt der i det hele taget er mere end tre interesserede teleoperatører stiller Tom Togsverd ligeledes spørgsmålstegn ved.
- Det kan godt være, at en række operatører gennem medierne virker som om de er interesseret i licenserne, men telestyrelsen må have vurderet, at der åbenbart ikke er behov for mere end tre licenser, hvorfor konkurrencen ikke er skærpet nævneværdigt.
Marketingdirektør i Telia, Thomas Bramsen, er ligeledes sikker på, at Telia vil få en af de tre licenser. Hvorvidt Telia har planer om at indgå et strategisk samarbejde om licenserne med en anden teleoperatør ville Thomas Bramsen ikke kommentere. Thomas Bramsen ville ligeledes heller ikke kommentere, hvad Telia vil gøre, hvis Telia ikke får en DCS 1800 licens.
Vi har en række fall back strategier, men jeg kan ikke oplyse hvad de konkret går ud på, sagde Thomas Bramsen til NetPosten.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›