Internationale aktier viser blandet tendens
København--1. februar--NetPosten--NetPosten bringer her en kort opdatering over situationen på de toneangivende aktiemarkeder torsdag aften.
New York: De amerikanske aktier startede dagen med at falde lidt, men så syntes investorerne, at aktierne var faldet nok, og efter et par timers handel var markedet pænt i plus. Dermed er Dow Jones igen tæt på 11.000-mærket, som blev brudt i nedadgående retning for fem måneder siden.
Nasdaq: IT-aktierne vendte ligesom blue-chip aktierne rundt i den første handelstime, og derefter steg markedet. Ifølge amerikanske medier giver vendingen grund til at håbe på, at der på kort sigt er lagt op til yderligere stigninger. Markedet håber fortsat på yderligere rentesænkninger.
London: De britiske aktier sluttede i negativt territorium torsdag, og det var især teknologipapirerne, der trak nedad som følge af Nasdaq's nedgang onsdag aften. Bookham Technology faldt 3,2 pct., mens Baltimore Technologies røg hele 7,4 pct. ned. Cable & Wireless dalede 5,8 pct.
Frankfurt: De tyske aktier faldt dagen efter den amerikanske rentesænkning, anført af Deutsche Bank. Efter offentliggørelsen af det amerikanske NAPM-indeks gled aktierne endnu længere i minus. En handler siger, at investorerne benytter chancen til at tage gevinster hjem.