INTERVIEW - BG Bank nedjusterer kurstarget på Tele Danmark fra 710 kr. til 650 kr.
København--2. august--NetPosten--BG Bank fastholder sin købsanbefaling på Tele Danmark efter sidste uges halvårsregnskab, men aktiens generelle performance betyder, at kurstarget sænkes med 60 kr. til 650 kr. Det oplyste BG Banks aktie-analytiker Holger Smitt onsdag til NetPosten på baggrund af en analyse fra 31. juli. Tele Danmark handles pt i kurs 499, hvilket er et fald på 11 kr. over dagen.
BG Banks aktie-analytiker understregede over for NetPosten, at han grundlæggende ser positivt på Tele Danmark, men at selskabet har været ude for et par skuffelser. Dels var tabet af Netcom i Norge en bet, og dels var det skuffende, at Tele Danmark i forbindelse med halvårsregnskabet nedjusterede sine forventninger til indtjeningen pr. aktie (EPS) for hele år 2000 til niveauet for 1999. Tidligere havde selskabet således stillet to-cifrede vækstrater i udsigt.
Trods skuffelsen i Norge ser Holger Smitt positivt på Tele Danmarks internationale ekspansion. Ultimo 2001 venter han, at halvdelen af omsætningen vil komme fra udlandet. Især udviklingen i tyske Talkline ser ifølge BG Bank-analytikeren positiv ud.
Derudover ser UMTS-licenserne ud til at blive billigere, end markedet først havde ventet, og det er ligeledes positivt for Tele Danmark. De hollandske licenser, hvor Tele Danmark via Ben-konsortiet blev tildelt en licens, blev således noget billigere for tele-selskaberne end ventet, og i Tyskland ser det ud til at gå samme vej.
Tele Danmark er desuden meget billigt prisfast i forhold til øvrige europæiske tele-selskaber, og det gør ligeledes selskabet attraktivt.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›