INTERVIEW - Carlsberg ændrer fremgangsmåde over for analytikerne

Udgivet den 13-02-2002  |  kl. 11:01  |  

Carlsberg vil i fremtiden ikke kontakte aktie-analytikerne op til fremlæggelsen af regnskabet, sådan som det er sket i forbindelse med regnskabet, der fremlægges torsdag. Det sagde Carlsbergs informationschef Margrethe Skov onsdag til NetPosten.

Det har vakt en del undren og harme i aktiemarkedet, at Carlsberg tirsdag kontaktede udvalgte analytikere - angiveligt for at fortælle dem, at deres skøn lå for højt. Kontakten har fået Carlsbergs store bank-forbindelse og traditionelle samarbejdspartner Danske Bank til at komme med en hård kritik af bryggeriet.

- Denne procedure strider klart imod gældende børsregler, og det vides endnu ikke, om det vil få konsekvenser for Carlsberg, skriver Danske Bank i sin morgenkommentar på Internettet.

Samme holdning indtages iøvrigt også af Spar Nord.

- Fremgangsmåden strider klart imod børsreglerne - da den stiller investorer uden adgang til informationerne ringere, skriver Spar Nord således i sin morgenkommentar.

Den hårde kritik har gjort stort indtryk på Carlsberg.

- Der vil i fremtiden ikke være nogen kontakt med analytikerne op til regnskabet. Naturligvis vil der være en løbende kontakt, efter at vi f.eks. har udsendt fondsbørsmeddelelser, men op til regnskaberne er der i fremtiden ingen kontakt, sagde Carlsbergs informationschef.

Hun understregede samtidig, at Carlsberg ikke følte, at selskabet havde gjort noget forkert.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder