INTERVIEW - Damgaards Axapta sælger rigtig godt

Udgivet den 10-11-2000  |  kl. 13:34  |  

København--10. november--NetPosten--Damgaards Axapta-forhandler Customax melder om et rigtig godt salg af Damgaards produkter i Danmark i 3. kvartal og undrer sig over, at Damgaards resultat ventes at vise røde tal på bundlinien.

- Salget går rigtig godt. Jeg kan ikke forstå, at Damgaard kvier sig og at de har så røde tal, som de har. Vi har stor succes og har fået mange nye kunder. Det lader til, at mange kunder har lyst til at samarbejde med en ny partner uden nogen lig i lasten, siger adm. direktør Børge Frederiksen fra Customax, der er et børsnoteret, norsk selskab.

Customax har fornylig skærpet kampen om det danske ASP-marked. Det er sket via en fusion med den lille, stærkt ambitiøse danske virksomhed DanoTech og en million-investering i et ASP-center i Øresundsregionen.

Customax leverer Damgaards produkter via ASP-centret og har gjort det siden 1996.

- Vi er nogle af dem med den største ekspertise inden for Damgaards produkter. F.eks. er det os, der har programmeret CRM-modulet i Axapta på licens fra Damgaard, siger Børge Frederiksen til NetPosten.

- Strategien er at blive Danmarks bedste ERP-afdeling. Vi tror helt klart på, at vi kommer til at øge salget af Damgaards produkter, og vi ser meget lyst på fremtiden, understreger direktøren.

Han siger, at 2. og 3. kvartal har været elendige i både Norge og Sverige, men at det blev bedre i slutningen af 3. kvartal. I Danmark var 3. kvartal godt.

- Vi har ikke følt, at der var nogen problemer med salget overhovedet, og derfor søger vi også nye medarbejdere til salgsafdelingen netop nu, siger Børge Frederiksen.

Damgaard nedjusterede i august forventningerne til det primære driftsresultat for hele 2000 til mellem et underskud på 20 mio. kr. og et nulresultat fra et tidligere ventet overskud på 60 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder