INTERVIEW - DDB: Eksporten overrasker positivt - Men stadig strukturproblemer

Udgivet den 16-06-1999  |  kl. 13:50  |  

København--16. juni--NetPosten--Eksporten i dansk økonomi overrasker positivt, og det er sammen med en revision af de hidtidige betalingsbalancetal med til at sende det 12 måneders akkumulerede underskud på betalingsbalancen ned i 7,4 mia. kr. fra et underskud på ca. 15 mia. kr. ved årsskiftet. Omvendt understreger dagens tal fra Danmarks Statistik, at den danske investerings-import falder, og det er problematisk længere sigt. Det sagde kontorchef i Den Danske Bank Morten Kyhn onsdag til NetPosten.

- Eksporten overrasker positivt, og det er faktisk et godt spørgsmål, hvorfor den gør det. Den svenske økonomi går stærkt frem, og der investeres kraftigt. Det kan have hjulet den danske eksport. Vi kan f.eks. se ud af tallene, at eksporten af maskiner er steget med 8 pct., sagde Morten Kyhn.

Han understregede det problematiske i, at der blev foretaget så få investeringer i Danmark. Det er ganske vist et gode for betalingsbalancen lige nu, men på langt sigt er det et onde, understregede kontorchefen.

- Og det problem har vi påpeget længe. Man skal ikke blot fokusere på bundlinien, men også på de enkelte komponenter, sagde Morten Kyhn, som samtidig frygter, at man i regeringskredse for ensidigt fokusere på bundlinien.

Den danske import af varer til privat forbrug er i årets første tre måneder steget med hele 6 pct., og det er derfor svært at se, at Pinsepakken skulle have haft nogen effekt.

- Pinsepakken skulle især tilskynde til, at danskerne sparede mere op. Men det er svært at se et strukturelt skifte i den danske opsparing. I den forbindelse skal man dog også huske på, at renterne i mellemtiden er faldet. Det gør de ikke længere, nærmest tværtimod, og derfor vil vi i andet halvår 1999 sandsynligvis kunne se effekterne af Pinsepakken.

Den Danske Bank hidtil skønnet, at underskuddet på betalingsbalancen i år ville blive på ca. 10 mia. kr. Nu er der kommet en teknisk nedjustering på 2,1 mia. kr. Danmarks Statistik (DS), og det betyder rent teknisk, at Den Danske Banks skøn, hvis DS-nedjusteringen holder, er på ca. 8 mia. kr. Det skøn vil først blive taget op til revidering om et par måneder.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder