INTERVIEW - Henton: Ejendomspriserne har toppet
København--6. februar--NetPosten---Prissætningen på enfamliehuse og ejerlejligheder er en kompliceret affære. Der er en række enkeltkomponenter, der spiller en rolle i prisdannelsen. Umiddelbart ser det ud til, at vi har nået en top på boligmarkedet. I den cykliske udvikling har vi set en bekræftelse på, at markedet står overfor et fald, siger Henton Børsmæglerselskabs chefanalytiker Svend Jørgen Jensen til NetPosten.
Cykliske svingninger forklares ved tilbagevendende ændringer i såvel perioder med økonomisk fremgang, som i perioder med svækkelse i den økonomiske udvikling. Sådanne cykliske faser varer normalt mellem 2 og 11 år. Dansk økonomi har nu været igennem et positivt konjunkturforløb, der har varet ca. 9 år. I så langt et konjunkturforløb har vi oplevet et stigende salg i af langvarige forbrugsgoder. Danskerne har fået råd til at skifte hus og bil i den periode.
- Vi har de sidste 30 år set en vis regelmæssighed i den cykliske udvikling i både omsætningen af fast ejendom og salget af nyindregistrerede biler. Vi ser nu, at vore cykliske indikatorer peger på, at en svækkelse er i gang. Vi forventer, at denne svækkelse vil vare indtil år 2002/03. Forklaringen på disse cykliske fænomener kan være et samspil mellem den måde forbrugerne agerer på i markedet og den øvrige økonomiske udvikling i samfundet, siger Svend Jørgen Jensen.
Uanset hvilken økonomisk model man arbejder med, så er det altid vanskeligt at forudse, hvor store ændringerne bliver i den økonomiske udvikling.
- Vi er ikke i tvivl om, hvilket retning den økonomiske udvikling har fået. Det opsving, vi har konstateret i de sidste 9 år er et godt eksempel på, hvordan indtjening, investeringer og et irrationelt aktiemarked har forstærket hinanden. Langvarig økonomisk opsving er på mange måder til fordel for vort samfund, men disse opsving fører til ubalancer, og er derfor vanskelige at opretholde. De vil føre til tilbagegang i økonomien og kan i værste fald føre til en egentlig recession. Det oplevede vi i begyndelsen af 80erne, 90erne og vil måske også opleve det ved starten på det nye århundrede, siger Svend Jørgen Jensen.
- Den eneste årsag til recession er velstand, konkluderer Svend Jørgen Jensen.