INTERVIEW - Svenska Handelsbanken: Indgrebet er fornuftigt - renten sænkes i juni
København--2. juni--NetPosten--Regeringens økonomiske indgreb er mere eller mindre som ventet, ændringerne er fornuftige, og de kommer på det rette tidspunkt, vurderer Svenska Handelsbanken.
Økonom Anders Schelde siger til NetPosten, at indgrebet måske er lidt mere omfattende end ventet, men at det er det, der er behov for på sigt.
- Nu er de politiske forhindringer ryddet af vejen. Derfor kommer indgrebet nu. Ændringerne er fornuftige nok. Det er det, der er behov for på sigt. Men der er stadig opgaver, der skal løses, ikke mindst med hensyn til de kommunale forhandlinger. Men det ved regeringen godt. Så de kan godt beholde arbejdstøjet på, siger Anders Schelde.
Svenska Handelsbanken mener ikke, at indgrebet er alt for drastisk.
- Jeg tror ikke, at det er for drastisk. Økonomien har brug for en ganske pæn opstramning. Det er godt nok et stort hak i rentefradraget, men det kompenseres jo på anden vis i form af bl.a. satsen for mellemskatten, siger Schelde.
Regeringen skønner, at væksten kun vil være på 1,9 pct i 1999 som følge af indgrebet i stedet for ellers 2,9 pct. Det mener banken er et fornuftigt skøn. At inflationen ventes at stige til 2,7 pct i 1999 mod 2,3 pct uden et indgreb vurderer banken skyldes styrede afgifter. Skønnet ligger dog lidt højere end hvad Handelsbanken skønner.
Banken venter stadig, at den danske rente sænkes inden for en måned på trods af, at kronen er blevet svækket de sidste to dage.
- Jeg regner med, at der kommer et pænt inflow i dag. Og så kommer valutastillingen i morgen, og den vil sandsynligvis vise pæne tal, siger Schelde. (NetPosten)