Investeringsøkonom ser spændende perspektiver åbne sig med Nykredits opkøb af Spar Nord
Nykredit har budt en rigtigt flot pris for Spar Nord, som afspejler bank- og realkreditkoncernens ambitioner på det danske bankmarked.
Transaktionen åbner samtidig nogle spændende perspektiver på det danske bankmarked, hvor andre institutter kan føle et behov for at vokse sig større gennem fusioner og opkøb.
Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.
IKKE EN SENSATION MEN ALLIGEVEL OVERRASKENDE
Han kalder Nykredits købstilbud på Spar Nord for "overraskende".
- Det er overraskende i den forstand, at når sådan noget her sker, så er der jo ingen, der ved, om det sker en mandag, en fredag, en søndag eller på et andet tidspunkt - så det er altid overraskende.
- Punkt to: Når Nykredit i forvejen ejer 19,6 pct., så kan man jo ikke sige, at det er en sensation, i den forstand at de allerede ejer næsten hver femte aktie i Spar Nord, men det er alligevel lidt overraskende, siger Per Hansen.
Han kalder det også overaskende henset til forløbet omkring salget af Handelsbankens danske aktiviteter, hvor man så Nykredit og Spar Nord være store bejlere, men hvor Jyske Bank endte som køberen.
- Så jeg synes, det er lidt overraskende, og det åbner nogle rigtigt spændende perspektiver, fordi Konkurrencestyrelsen er kommet med deres afgørelse med hensyn til Totalkreditaftalen som skal genforhandles. Man kan ikke helt blive enige om, hvad Nykredit skal betale bankerne for, at de stadigvæk har den der musketered, siger Per Hansen.
Han betegner Nykredits købstilbud på 210 kr. per aktie i Spar Nord som en "ret flot" pris.
- De byder 1,85 gange den bogførte egenkapital. Det svarer så nogenlunde til, at man siger, at Spar Nord i hvert fald på lang tid kan levere mere end 15 pct. egenkapitalforrentning år efter år.
HØJ PRIS AFSPEJLER NYKRETIDS BANKAMBITIONER
- Det er en ret flot pris, som jo afspejler, at Nykredit Bank er for lille, og at Nykredit Bank har større ambitioner og nu sætter nogle kroner bag de ambitioner. Med det her bliver Nykredit nu for alvor den her store nummer tre bank i Danmark efter de to store, Danske Bank og Nordea, siger Per Hansen.
Som følge af den store transaktion venter han, at andre banker nu også kommer til at genoverveje deres situation og positionering på det danske bankmarked.
- Hvad gør Sydbank, kan de få fornemmelse af, at de står efterladt lidt alene ude i et hjørne? Hvad betyder det for Jyske Bank? Kan de se, at der er en åbning dels i relation til Totalkredit, men kunne de også se, at der måske kunne være nogle muligheder for - eller behov for - også at blive lidt større, siger Per Hansen.
Aktører, som er mindre end Spar Nord, må også formodes at genoverveje deres situation.
- De tænker måske lidt, at nu kører der et nyt konsolideringstog. Vi ved, at kravene til bankerne i hvert fald ikke er faldende, herunder til hvidvaskkontrol, datacentraler og alt muligt andet. Så det kan også godt få en indflydelse på de overvejelser, som dem, der er mindre end Spar Nord, har, siger Per Hansen.
SYDBANK MÅ OVERVEJE SIN SITUATION
- Og så synes jeg jo helt konkret, at det må få Sydbank til at overveje, om det nu er tiden til, at de måske skal søge over i en anden konstellation end Totalkredit, siger Per Hansen.
Sydbank har, da Karen Frøsig var topchef, holdt fast i, at den skulle være det fortsættende selskab i en eventuel konsolidering.
- Men spørgsmålet er, om de nu måske ligesom føler, at den der kærlighed til Nykredit måske ikke længere er så varm og så gengældt, som den tidligere har været, siger Per Hansen, som også vurderer, at det måske kan få en betydning, at Sydbank har fået ny topchef i form af Mark Luscombe.
- Når der kommer nogle nye personer ind, så ser man sommetider, at noget, som tidligere ikke kunne lade sig gøre, nu godt kan lade sig gøre. Og Anders Dam (Jyske Banks tidligere topchef, red) og Karen Frøsig kunne ikke blive enige om et fornuftsægteskab, men måske kan Lars Mørk (Jyske Banks nuværende topchef, red) og Mark Luscombe blive enige om noget i fremtiden, som i dag og i går så ud, som om det var en meget svær kabale at få til at gå op, vurderer Per Hansen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯