Investeringsforeninger hilser udenlandsk konkurrence velkommen (ikke klar)

Udgivet den 07-08-1996  |  kl. 13:36  |  

Torsdag den 26. juni meddelte EU-kommissionen, at den har anmodet Danmark om at ændre de ret indviklede danske skatteregler, som reelt er med til at holde udenlandske investeringsforeninger uden for markedet for frie midler.

InvesteringsforeningsRådet siger i en pressemeddelelse, at de hilser konkurrencen velkommen.

Problemstillingen - som den typisk præsenteres - går på, at afkastet (udbytte og avancer) af udenlandske fonde med aktier beskattes med op til 59 pct. (som kapitalindkomst) hos den danske investor, mens afkastet af en dansk forening med aktier kun beskattes med 28 pct. på det laveste trin (som aktieindkomst).

Satserne gælder for investering af fri opsparing. Ved pensionsopsparing er beskatningen ens - og det er da også årsagen til, at danske investorer har adgang til ganske mange udenlandske fonde gennem deres unit link-ordninger i pensionsselskaber m.v.

Det er imidlertid ikke foreningens eller fondens hjemland, der afgør investors skat. Men derimod hvordan fonden investerer.

Den lave skat på afkastet af danskproducerede udbyttebetalende aktiebaserede afdelinger, skyldes således, at de danske foreninger følger nogle skrappe og ganske komplicerede danske placerings- og udlodningsregler, som berettiger dem til at blive ligestillet med aktier.

En udenlandsk fond kunne - teoretisk set - vælge at følge de samme regler og dermed være lige så attraktiv for danskere, der investerer fri opsparing.

Når debatten så blusser op igen og igen - og EU-kommissionen nu truer med at indberette sagen for EF-Domstolen - så er forklaringen naturligvis, at det alligevel ikke er helt så enkelt. En stor udenlandsk fond, som succesrigt sælger sine investeringsbeviser over hele verden, lægger naturligvis ikke uden videre sin investeringsstrategi om, så den passer til reglerne i Danmark med bare 5 mio. indbyggere. Navnlig ikke hvis strategien i dag giver et godt afkast.

Uanset at der i teorien er ligebehandling, er konsekvensen af de danske regler, at afkastet fra den udenlandske fond - også selvom den primært investerer i aktier - beskattes med en højere skattesats hos den danske investor, end hvis investor for sin frie opsparing havde købt et aktiebaseret investeringsbevis, der lever op til de danske regler.

InvesteringsForeningsRådet og den danske investeringsforeningsbranche er ikke bange for udenlandsk konkurrence. Danskerne skal have adgang til de bedst mulige investeringer. Vi er trygge ved de danske foreningers konkurrenceevne - også uden det, nogen betragter som "hjælp" fra skattesystemet. De danske investeringsforening-er giver konkurrencedygtige afkast og har også omkostninger i den laveste ende i forhold til europæiske konkurrenter.

Skulle der komme en sag - og skulle den gå Danmark imod - kan det blive startskuddet til en kærkommen og gennemgribende forenkling af beskatningen på investeringsforeninger i Danmark.

Vi hilser forenklede og ens regler for alle - både danske og udenlandske foreninger - velkommen. For de nuværende indviklede placerings- og udlodningsregler medfører meget administrativt bøvl og er derfor også til gene for de danske investeringsforeninger og vores 950.000 medlemmer.

Skattereglerne betyder reelt, at vi ikke kan sende de gængse investeringsbeviser ud over grænserne. De er nemlig skræddersyet til dansk brug og dansk lovgivning og matcher ikke behovene i udlandet. Det forhindrer, at investeringsbeviser "Made in Denmark bliver til en eksportvare i større stil.

Så de indviklede regler forhindrer både import af udenlandske investeringsbeviser i større stil - og eksport af danske investeringsbeviser i større stil.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder