IPO-nedtur signalerer lavere tek-vurderinger
De forgangne uger har budt på flere fiaskoer inden for børsnoteringer i USA.
Den meget imødesete notering af Wework kollapsede - eller blev udskudt - i sidste uge, selv om man flere gange havde sænket vurderingen, efter mangel på investorinteresse.
Peloton debuterede torsdag med et minus på 11,2 pct. i denne uge - den tredjeværste handelsstart blandt børsbabyer, som har rejst mere end 1 mia. dollar, i ti år.
Og torsdag aften valgte Edeavour Group at trække sin ansøgning om børsnotering tilbage - også på grund af ringe investorinteresse.
- Jeg tror, vi har nået et vendepunkt i forhold til prissætningerne. Der er en nulstilling i gang lige nu. Fornuften er vendt tilbage, siger Jay Ritter, finansprofessor fra University of Florida, til Financial Times. Han peger dog på, at der ikke er en åbenlys boble, som der var for 20 år siden.
Nedturen signalerer dog en mere kølig vurdering af nogle af de mest hypede af Silicon Valleys såkaldte enhjørninger, teknologivirksomheder med ventet markedsværdi over 1 mia. dollars, fremtidsudsigter, skriver Financial Times.
Og tre af de enhjørninger, som i USA er kommet på børsen i år, har alle haft en svær start på børstilværelsen. Uber, som solgte aktier for mere end 8 mia. dollar tilbage i maj, lukkede fredag faktisk i sit laveste niveau nogensinde i 30,29 dollar, og aktien er nu faldet med knap en tredjedel siden debutten.
Lyft, der i USA konkurrer indædt med Uber på området for samkørselstjenester, kom på børsen i slutningen af marts, men er nu faldet med mere end 40 pct. fra udbudskursen på 72 dollar.
Læg dertil, at Peloton efter et nyt fald fredag er i minus med 13 pct. i forhold til udbudsprisen på 29 dollar.
- Når man ser på Uber, Lyft og Peloton, så har de noteringer, som ikke virkede, været prissat for højt, siger Phil Orlando, chefstrateg hos Federated Investors, til Financial Times.
Mange af børskandidaterne valgte i mange år at drive deres vurderinger opad ved at finansiere væksten gennem det private marked for risikokapital, men nu er der ved at ske en forandring i synet på de vurderinger.
- Investorerne har midlertidigt ignoreret det faktum, at det skal give afkast. I det private marked er man ikke tvunget til at se virkeligheden i øjnene som i det offentlige, forklarer Susan Schmidt, chef for amerikanske aktier hos Aviva Investors.
Trods udfordringerne for børsnoteringerne i år er endnu en enhjørning, en stor en af slagsen, på vej. Det er Airbnb, der i sidste uge tog de første skridt mod en børsnotering i 2020.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯ USA❯ Udenlandsk selskab❯