Islændinge ignorerer aktienedtur
Islandske Baugur Group ser mere positivt på den globale aktienedtur end de fleste, og holder fast i sine aktieposter, selvom det i især England har kostet store tab. Det skriver dagbladet Børsen.
- Vi er langsigtede investorer i de selskaber, vi går ind i. Så det betyder ikke noget for os, om kursen går ned i perioder. Faktisk ser vi det som en mulighed for at investere endnu mere, hvilket vi også har gjort i Storbritannien, siger topchef i Baugur, Gunnar Sigurdsson, til avisen.
Den islandske forretningsmodel har ellers kritiseret for at have en for høj belåningsgrad. Og det kan betyde, at bankerne kræver lån indfriet i nedgangstider, hvor værdien af de selskaber, som man har investeret i, falder. Men det benægter Gunnar Sigurdsson.
- Vi belåner faktisk ikke vores opkøb særlig meget. Vi har et princip om, at vi ikke vil belåne mere end tre-fire gange, fordi vi gerne vil have kontanter til rådighed for virksomhederne. Og det giver os en fordel i øjeblikket, siger han.
Men den holdning deles ikke af alle.
- De islandske aktører er meget, meget hårdt ramt, fordi de er så hårdt gearede. Det er den islandske forretningsmodel mere end noget andet, som står for skud, siger senioranalytiker i Danske Bank, Lars Christensen til Morgenavisen Jyllands-Posten.
/lk