Tysk våbenproducent opruster - vil lægge produktionen om
Tyske Rheinmetall, der er den største våbenproducent i Europa, vil omlægge produktionen for at få mere kapacitet til at fremstille forsvarsudstyr. Der er tale om to bilfabrikker i det tyske, der nu skal lægges om, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rheinmetalls omlægninger kommer til at ramme fabrikker i Berlin og Neuss, hvor virksomheden i øjeblikket fremstiller bildele. Det er en forretning, der har stået over for udfordringer, da Tysklands bilproducenter kæmper med høje omkostninger og konkurrence fra udlandet.
I henhold til planerne vil begge fabrikker blive en del af Rheinmetalls våben- og ammunitionsdivision og fungere som såkaldte hybridfabrikker, der sikrer, at en del af bilproduktionen stadig kan finde sted.
- Frem for alt vil fabrikkerne drage fordel af den industrielle styrke, som Rheinmetall-koncernen har som en stor leverandør af militært udstyr, samt af den store efterspørgsel fra kunder i Tyskland og på verdensplan, skriver våbenproducenten til Reuters i en e-mail.
Der er endnu ikke truffet nogen endelige beslutninger om den nye struktur. Og der vil ikke blive behandlet sprængstoffer på anlæggene.
Det er anden gang inden for en måned, at en forsvarsvirksomhed har afsløret planer om at konvertere eksisterende produktionskapacitet, efter at den tysk-franske forsvarskoncern KNDS gik med til at overtage en fabrik i det østlige Tyskland fra den franske togproducent Alstom.
KNDS, som ejes 50-50 af tyske Wegmann & Co og den franske stat, planlægger at fremstille militært udstyr på stedet, herunder Leopard 2-kampvogne og Puma-infanterikampvogne.
Rheinmetall stiger 4,5 pct. på børsen i Frankfurt mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›