ISS belønnet med tredjestørste stigning nogensinde oven på stærkt årsregnskab

Et stærkt regnskab fra ISS med tilhørende aktietilbagekøb har bragt de brede smil frem blandt investorerne torsdag. Servicekoncernens aktie er spurtet i vejret med 12,7 pct. - den tredjestørste kursgevinst for aktien nogensinde, og den største stigning på en enkelt børsdag siden den 3. maj 2022.
Med fremgangen steg ISS' markedsværdi med omkring 3,4 mia. kr. til 30,5 mia. kr. Slutkursen for aktien blev 163,70 kr. - det højeste niveau siden februar 2020.
Der var da også flere positive elementer i regnskabet. Overskuddet efter skat endte på 2589 mio. kr. i 2024 mod en forventning hos analytikerne på 2529 mio. kr.
Og på toplinjen blev det til en omsætning på 83.005 mio. kr. mod ventede 82.344 mio. kr., mens den organiske vækst landede på 6,3 pct. mod ventet 5,6 pct.
MILLIARDOPKØB AF EGNE AKTIER
Samtidig har ISS nu fået så godt gang i hjulene, at servicekæmpen kan sende milliarder tilbage til investorerne. Og det tal kan vokse yderligere, hvis den tyske joker - retssagen mod Deutsche Telekom - falder ud til det danske selskabs fordel.
Det fortæller ISS-topchef Kasper Fangel torsdag til MarketWire i forbindelse med årsregnskabet. Her overraskede ISS investorer og analytikere med et aktietilbagekøbsprogram, der er vokset med 1 mia. kr. fra sidste år, så ISS nu vil købe egne aktier for 2,5 mia. kr. i løbet af 2025.
Samtidig ligger det ikke i kortene, at ISS skal i markedet efter markante opkøb. Dermed "peger pilen" mod aktietilbagekøb, hvis året viser sig stærkere end ventet, lyder det fra ISS-direktøren.
- Vi kommer ikke til at lave nogen store opkøb på nogen måde i den nærmeste fremtid. Det er små bolt-on opkøb i små, lokale markeder. Så det er opkøb med lav risiko, og man skal regne med et meget lille beløb til det, siger Kasper Fangel til MarketWire.
- Vi har en kapitalallokeringspolitik, der er meget klar. Og i og med at vi ikke ser nogen grund til at lave store transformationsopkøb, så vil den overskydende kapital, der vil være tilbage, komme tilbage til aktionærerne gennem aktietilbagekøb, fortsætter han.
Et godt bud på ekstra "overskydende kapital" i år skal findes i Tyskland, hvor ISS fortsat ligger i slagsmål med storkunden Deutsche Telekom.
Uenigheder om den indgåede kontrakt har resulteret i, at det tyske selskab tilbageholder omkring 600 mio. kr. i betalinger.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›